VIDEO Sjampagnebolds mediepris går til eksalteret Hausborg

Søren Malling var ikke i tvivl, da han blev bedt om at kåre vinderen af Sjampagnebolds mediepris. Æren tilfaldt Morten Hausborg, selvom kandidatfeltet var stærkt.

Med risiko for at blive ramt af beskyldninger om nepotisme og indspisthed, så er den første vinder af Sjampagnebolds 'Den Store Mediepris' en god ven af redaktionen; kommentator på P3 Morten Hausborg.  

Som forsvar mod den slags anklager skal det dog nævnes, at det er skuespiller Søren Malling, der som gæst i Sjampagnebold-studiet helt frit har fået lov til at vælge vinderen blandt de fire kandidater.

Du kan se indslaget fra Sjampagnebold øverst i artiklen.

Kandidaterne

Erik Rasmussen (TV3 Sport) for sin næsten upartiske kommentering af en brændt kæmpechance til FC Midtjylland i kampen mod Esbjerg.

Morten Hausborg (DR) for sin eksalterede kommentering af Silkeborgs første sejr i Superligaen.

Niels Harild (TV3 Sport) for at klemme utroligt mange omtaler af Superligaens hovedsponsor, Alka, ind i sin kommentering af kampen mellem FC Nordsjælland og Randers.

Kenneth Djoeneri (Canal 9) for ufortrødent at fortsætte med at tale til kameraet, selvom banesprinklerne på Harboe Arena Slagelse overøser ham med vand. Til tilskuernes store fornøjelse.

Vi ved, at der sidder en generation af utålmodige zappere derude, så vi har også klippet en kortere version til jer, der bare vil have det lige på og hårdt.