Video viser Bendtner sparke til dør

The Sun har offentliggjort en video, der tydeligt viser, at det er Nicklas Bendtner, der sparker til en dør.

Nicklas Bendtner (Foto: Claus Bech © Scanpix)

Nicklas Bendtner er igen havnet i problemer med ordensmagten - denne gang i England.

Avisen The Sun har lagt en video ud på sin hjemmeside, hvor man kan se Bendtner forsøge at sparke døren ind til et fitness-center i den luksuriøse lejlighedskompleks i byen Bushey, hvor han bor.

DR Sporten har set videoen her til morgen og selv om billederne fra overvågningskameraet er grynede, er der ingen tvivl om, at det er Bendtner, der er fanget af kameraet.

Han sparker til døren flere gange, før han sammen med nogle venner forlader bygningen.

The Sun skriver, at Bendtner blev anholdt af politiet i går, men efterfølgende løsladt med en advarsel.

Videoovervågningen viser, at det skete ved 1-tiden natten til mandag.

 - Et kamera inde i receptionen til fritidsområdet fanger så, hvad der ligner en mand, som er kommet ind gennem et smadret vindue. Han forsøger at sparke den låste dør op til motionscentret, skriver avisen.

Naboer i bygningen fortæller, at de vågnede midt om natten til lyden af spark mod døren og smadret glas. Mandag var politiet på stedet for at udspørge beboerne, og Nicklas Bendtner blev mødt af betjente, da han vendte hjem fra træning, lyder det.

Det er langt fra første gang, at den ofte så skandaleramte Bendtner er havnet i politiets søgelys:

I starten af marts blev han taget i centrum af København, hvor han kørte mod ensretningen med en promille på 1,75 i blodet.

Spritkørslen kostede ham en bøde på 842.000 kroner og et halvt års "tænkepause" fra landsholdet. Samtidigt fik han frataget sit kørekort i tre år.

I februar 2012 mistede han kørekortet i to måneder, efter at han i december 2011 blev stoppet af politiet for at have kørt alt for hurtigt. Samme måned blev han anholdt for hærværk mod mindst tre biler.

I november 2011 blev han politianmeldt for vold mod en gæst på Hotel Marienlyst i Helsingør. Angriberen var oppe at toppes med gæsten midt om natten efter landsholdets venskabskamp mod Sverige. Politiet gik ikke videre med sagen.

Facebook
Twitter