VM-profil: England

Før hver slutrunde er omkvædet det samme: Denne gang kan vi virkelig vinde. Hvis Rooney er i form, har englænderne noget at have det i i år.

Startopstillingen forud for Englands kamp mod USA - hvor Steven Gerrard fik nettet. (Foto: Paul Ellis © Scanpix)

Før hver slutrunde er omkvædet det samme: "Denne gang kan vi virkelig vinde."

For at bruge en opdateret version af EM96-sangen, har England nu "lidt i 44 år" siden den seneste større sejr; VM-titlen i 1966.

Men en god VM-kvalifikation, Wayne Rooneys superform og vejret i halvkolde Sydafrika, giver håb om, at England igen kan blive verdensmestre.

Og manager Fabio Capello, der efterfulgte Steve McClaren efter den kiksede EM-kvalifikation i 2008, har givet England ny selvtillid.

Englænderne kvalificerede sig til VM efter at have vundet otte kampe på stribe. Men udenfor banen har Capello haft sit at se til med anfører John Terry og Ashley Cole, der er kommet i fokus for alt andet end fodbold, men pga. problemer i privatlivet. John Terry kunne ikke holde sine fingre fra landsholdskollegaen Wayne Bridges eks-kone. Det faldt ikke i katolikken Capellos smag, og Terry mistede anførerbindet. Men affæren betød også, at Bridge nægter at deltage i slutrunden.

Vigtige spillere har haft skader - Glen Johnson, Aaron Lennon, Rio Ferdinand, Cole og Gareth Barry - og det har givet den italienske manager rynker i panden. Ligesom afbuddet fra langtidsskadede David Beckham, der som tidligere anfører fortsat har unikke kvaliteter. Beckhams drøm brast simultant med, at hans akillessene gik i stykker. Men hverken Bridge eller Beckham var dog nøglespillere på holdet, og afbuddene rokker ikke ved de engelske ambitioner.

Det ser altså lyst ud for englænderne. Især hvis Rooney kan fortsætte sit gode spil - i sæsonen har han scoret imponerende 34 mål i alle turneringer for Manchester United. Afslutningen af sæsonen blev dog præget af småskader.

Det er endnu lidt uvist, hvem der passer det engelske mål. Capello ventes at vælge Robert Green bag ved en bagkæde med Glen Johnson, Ferdinand, Terry og Cole.

Midtbanen bliver udgjort af Steven Gerrard, Barry (hvis han bliver klar efter sin ankelskade), Frank Lampard og enten Shaun Wright-Phillips eller Lennon på højrekanten. Eftersom Arsenals Theo Walcott er blevet fravalgt til den endelige trup, er han ikke længere inde i billedet.

Helt fremme ventes Rooney at få selskab af Emile Heskey.

Englænderne skulle have gode muligheder for at snuppe førstepladsen i Gruppe C fra Algeriet, Slovenien og USA.

Har deltaget i VM

12 gange og vandt i 1966.

Træner: Fabio Capello

, en tidligere italiensk midtbanespiller, der har en forrygende statistik som klubtræner. Han har vundet lokale mesterskaber med AC Milan, AS Roma, Juventus og Real Madrid. Overtog landstrænerjobbet, da holdet kiksede kvalifikationen til EM i 2008 og fokuserede på at få banket noget selvtillid ind i holdet. Med mere disciplin og ansvar til de enkelte spillere fik han genrejst holdet og kvalifikationen til VM 2010 gik glat.

Nøglespillere: Wayne Rooney (Manchester United). Alder: 24. Angriber

Har spillet mere end 50 landskampe og kommer med gejst og et godt øje for sine medspillere. Han er forsvarsspillernes mareridt og tilhængernes favorit.

Steven Gerrard (Liverpool). Alder:29. Midtbane

. Hjertet og inspirationskilden for Liverpool. Kan sende bolden præcist afsted over både korte- og lange distancer og er en hård tackler med en umættelig appetit på at gøre sit arbejde helt perfekt. Kritikere mener, at hans præstationer på landsholdet ikke kan matche indsatsen på klubholdet - og Sydafrika ville være et perfekt sted at vise dem, at de tager fejl.

Sådan kom de med:

England leverede deres kvalifikationsindsats, da holdet vandt otte kampe på stribe og sikrede sig VM-billetten med to kampe igen. Kroatien, der slukkede englændernes EM-håb i 2008, var ventet at være deres helt store rivaler i gruppen, men en overraskende 4-1 sejr i Zagreb og efterfølgende 5-1 på Wembley viste englændernes suverænitet.

Muligheder i 2010:

Englænderne har altid haft det med at komme til større turneringer og udråbe sig selv som favoritter. Sådan kommer det nok ikke til at gå denne gang, hvor Capello vil underspille deres rolle. Englands 11 skulle dog kunne nå kvartfinalen og kan, hvis Rooney er fit, nå længere. Men holdet mangler lidt en angriber, der er garant for scoringer.

 

Englands VM-trup:

Målmænd: David James (Portsmouth), Robert Green (West Ham), Joe Hart (Manchester City).

Forsvar: Glen Johnson (Liverpool), Rio Ferdinand (Manchester United), John Terry (Chelsea), Matthew Upson (West Ham), Jamie Carragher (Liverpool), Ledley King (Tottenham), Ashley Cole (Chelsea), Stephen Warnock (Aston Villa). 

Midtbane: Steven Gerrard (Liverpool), Frank Lampard (Chelsea), Michael Carrick (Manchester United), Shaun Wright-Phillips (Manchester City), James Milner (Aston Villa), Aaron Lennon (Tottenham), Joe Cole (Chelsea), Gareth Barry (Manchester City). 

Angreb: Peter Crouch (Tottenham), Emile Heskey (Aston Villa), Wayne Rooney (Manchester United), Jermain Defoe (Tottenham).

Facebook
Twitter