VM-profil: Japan

Træner Okada har en målsætning om mindst at nå til semifinalen... det virker lidt vel optimistisk.

Premierminister Yukio Hatoyama får overrakt en signeret landsholdstrøje af landstræner Takeshi Okada (th). (Foto: Toshifumi Kitamura © Scanpix)

Det er næppe et japansk landshold, der sprudler af selvtillid, der venter Danmark i Gruppe E.

Japanerne har i hvert fald haft en kaotisk optakt til VM - hvilket ikke mindst skyldes træner Takeshi Okada. Allerede tidligt på året rystede mange på hovedet af ham, da han sagde, at han regnede med, at japanerne kunne nå VM-semifinalen.

Så tabte holdet 0-2 til Sydkorea i en træningskamp, hvorefter Okada tilbød af træde tilbage som landstræner. To dage senere oplyste han dog, at opsigelsestilbuddet kun var "delvist seriøst", og at han stadig tror, at Japan kan spille sig i VM-semifinalen.

Han fik store hug for sine udtalelser i den hjemlige presse, hvor Daily Sports var bekymret for "hans mentale tilstand", og Sports Nippon slog fast, at holdet er "skubbet ud til kanten af et kollaps".

Takeshi Okada slår dog fast, at han vil kæmpe for holdet til det sidste. Og at målet fortsat er at slutte blandt de fire sidste ved VM.

- Vi vil vise, hvad vi japanere kan. Vi vil ikke ændre vores mål. Vi går efter en plads i top-fire. Først skal vi i bedre form, og så skal vi finde vores offensive rytme, siger han.

Der er fire "europæiske" spillere i den japanske trup: Keisuke Honda fra CSKA Moskva, Makoto Hasebe fra Wolfsburg, Daisuke Matsui fra Grenoble i Frankrig og Takayuki Morimoto fra Catania.

Den tidligere Celtic- og Espanyol-spiller Shunsuke Nakamura, der ellers har haft svært ved at finde formen, efter han er vendt hjem til den japanske liga, er også med i truppen.

Den eneste overraskelse i truppen er, at veteran-målmanden Yoshikatsu Kawaguchi er med. Han har døjet med en skade, men er blevet klar til sit fjerde VM.

- Kawaguchi kommer med erfaring som tidligere anfører, og hans tilstedeværelse giver os et boost, siger landstræner Okada.

- Honda er en meget vigtig spiller

Den 53-årige forventer, at han er færdig som landstræner efter slutrunden - uanset hvordan det går.

Og så har han store forhåbninger til CSKA Moskva-spilleren Keisuke Honda.

- Honda er vores store våben. Han scorer mål og skaber mange chancer for os. Han er blevet en meget vigtig spiller. Men det er Japans arbejdsomhed og organisation, der kendetegner mit hold, konstaterer Okada.

Det er svært at forestille sig, at Japan kan gå hele vejen til semifinalen. Omvendt skal Japan heller ikke undervurderes, for det er et af de absolut stærkeste asiatiske lande sammen med Sydkorea, og begge nationer overraskede særdeles positivt ved VM i 2002, som også blev afholdt i de to lande. Ved den lejlighed nåede Japan frem til ottendedelsfinalen, mens Sydkorea endte som en flot nummer fire.

Japan har gennem tiderne også haft mange udenlandske profiler i store udenlandske ligaer som eksempel Nakamura i skotske Celtic og Inamoto i engelske Arsenal og Fulham.

Begge profiler er vendt tilbage til rødderne i den japanske J-League, som er en meget ung fodboldliga stiftet i 1993. Dengang blomstrede fodbolden stærkt hjulpet af en hastigt voksende økonomi, som også afspejlede sig i ligaen, hvor klubberne hyrede adskillige europæiske spillere. Blandt de mest prominente navne var danske Michael Laudrup, englænderen Gary Lineker, brasilianeren Zico, italieneren Salvatore "Toto" Schillaci samt tyskerne Pierre Littbarski og Guido Buchwald. Alle var de på hver deres måde med til at løfte niveauet i J-League og udvikle hele fodboldkulturen, som er fortsat med at vokse sidenhen.

Japan har suget fodboldviden til sig, og med den i bagagen vil spillerne forsøge at gøre livet svært for Danmark, Holland og Cameroun, som skal passe på ikke at betragte Japan som en "walkover".

Har tidligere været med

ved VM tre gange

Bedste placering:

Blandt de 16 sidste hold i 2002.

Træner

Takeshi Okada

Nøglespillere:

Shunsuke Nakamura (Yokohama F-Marinos). Alder: 31. MidtbanespillerTidligere kåret som årets spiller i skotsk fodbold.

Shinji Okazaki (Shimizu S-Pulse). Alder: 23. Angriber

Den lille angriber har etableret sig som Japans bedste angriber.

Yuji Nakazawa (Yokohama F-Marinos). Alder: 31. Forsvarsspiller.

Anføreren blev overtalt til at droppe sin beslutning om at stoppe på landsholdet efter VM 2006.

Sådan kom de med:

Japan blev det første hold, der kvalificerede sig til VM 2010 (foruden Sydafrika), da holdet slog Uzbekistan 1-0 i Tashkent i juni.

Muligheder i 2010:

Træner Okada har en målsætning om mindst at nå til semifinalen... det virker lidt vel optimistisk.

Facebook
Twitter