VM-profil: Nordkorea

Nordkorea er et af de mest undertippede hold ved VM.

Nordkorea returnerer til fodboldens største scene efter 44 år i mørket. Landets eneste VM-deltagelse i 1966 var til gengæld et enormt lyspunkt, hvor de fuldstændig ukendte nordkoreanere sensationelt nåede helt til kvartfinalen.

Dengang blev spillerne fra det lukkede land betegnet som månemænd, fordi ingen kendte noget til dem, da de ankom til England for at spille VM. Men de engelske tilskuere tog nordkoreanerne til sig, og jublen kendte ingen grænser, da Nordkorea helt ubegribeligt med en sejr over Italien sendte italienerne hjem i vanære og kvalificerede sigt til kvartfinalen.

Nordkorea var i øvrigt meget tæt på at komme helt til semifinalen, da holdet i sin kvartfinale mod Portugal bragte sig foran 3-0 i første halvleg. Eusebio ville det dog anderledes, og portugiseren vendte opgøret med fire mål på 25 minutter, og Portugal vandt kvartfinalen med 5-3.

Det er svært at forestille sig, at Nordkoreas VM-deltagelse nummer to skal blive lige så mindeværdig. Især fordi holdet er røget i en dynamitgruppe med Brasilien, Elfenbenskysten og Portugal. Og der er ikke meget Kaká, Drogba og Ronaldo over spillerne i den nordkoreanske trup.

Spillerne optræder i den ukendte nordkoreanske liga med ganske få undtagelser. Tre af spillerne er født i Japan og spiller i den japanske J-League, men har nordkoreanske rødder. En enkelt spiller kommer fra den næstbedste schweiziske liga, og så er der Hong Yong-Jo, der spiller for Rostov i den bedste russiske liga. Det er ikke nok til at skræmme modstanderne, og Nordkorea er et af de mest undertippede hold ved VM.

Tidligere VM-deltagelser:

1

Bedste resultat: Kvartfinalen i 1966

Træner: Kim Jong-hun.

Ved at udnytte sine spilleres nationale stolthed og med en stærk forsvarsdisciplin har Kim ført Nordkorea til VM uden stjernespillere.

Profiler: Jong Tae-se. 25-årig angriber fra Kawasaki Frontale i Japan

Han bliver anset som ”Folkets” Wayne Rooney i de asiatiske medier. Han er Nordkoreas største skudtrussel, specielt på frispark. Og Jongs fighterhjerte holder modstandernes forsvar på tæerne i samtlige 90 minutter.

An Yong-hak. 31-årige midtbanespiller fra Suwon i Sydkorea.

Han er en rolig og velovervejet defensiv midtbanespiller, som skal forsøge at holde tempoet nede hos de angrebsivrige holdkammerater. An har en kontant spillestil.

Nordkorea kvalificerede

sig til VM med en andenplads efter Sydkorea i den asiatiske kvalifikationsturnering.

VM 2010:

Nordkorea kan sandsynligvis ikke leve op til præstationen 44 år tidligere, hvor holdet endte i kvartfinalen. Holdet savner både international erfaring og verdensklassespillere, men deres uforudsigelighed både på og uden for banen vil sikkert give dem en del opmærksomhed.

 

Nordkoreas trup

Træner Kim Jong-hun

Målmænd

Kim Myong-gil (Amrokgang), Kim Myong-won (Amrokgang), Ri Myong-guk (Pyongyang City).

Forsvarsspillere

Cha Jong-hyok (Amrokgang), Nam Song-chol (April 25), Pak Chol-jin (Amrokgang), Pak Nam-chol (Amrokgang), Ri Jun-il (Sobaeksu), Ri Kwang-chon (April 25), Ri Kwang-hyok (Kyonggongop).

Midtbanespillere

An Yong-hak (Omiya Ardija), Ji Yun-nam (April 25), Kim Kyong-il (Rimyongsu), Kim Yong-jun (Pyongyang City), Mun In-guk (April 25), Ri Chol-myong (Pyongyang City), Pak Nam-chol (April 25), Pak Sung-hyok (Sobaeksu).

Angribere

An Chol-hyok (Rimyongsu), Choe Kum-chol (April 25), Hong Yong-jo (Rostov), Jong Tae-se (Kawasaki Frontale), Kim Kum-il.

Facebook
Twitter