Amerikansk fodboldstjerne før VM-finalen: Giver glidende tackling til Fifa for ringe ligestilling og elendige præmier

Megan Rapinoe kritiserede lørdag Fifa forud for opgøret mod Holland.

Megan Rapinoe har stjålet overskrifterne for sine præstationer både på og uden for banen. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

VM’s altoverskyggende stjerne hedder Megan Rapinoe.

I over godt en måned har den 34-årige amerikaner uge for uge stjålet overskrifter. Både for sine præstationer på banen, men i høj grad for hendes evne til ikke at holde sig tilbage, når større emner end 4-4-2 skal diskuteres.

Hun vil ikke besøge Donald Trump, hvis ellers han inviterer. LGBTQ-rettigheder er en mærkesag, og så er ligestilling i sport en kamp, hun kæmper på daglig basis.

Fredag havde hun fri for at fejre fødselsdag, men lørdag var USA’s viceanfører tilbage for fuld udblæsning.

På USA’s afsluttende pressemøde forud for VM-finalen mod Holland beviste Rapinoe igen, at man som journalist ikke engang behøver at pakke spørgsmålene ind i fine formuleringer eller præmisser. Man kan bare spørge, og så får man svar. Med et smil, ofte et håndtegn.

Hele pointen for seancen, at få sat ord på muligheden for at vinde en tredje VM-finale i træk, gled stort set i baggrunden, fordi spørgsmålene hobede sig op til den amerikanske profil, der har brugt sin stemme og popularitet i flere år til tale om især ligestilling.

En mulighed, som Megan Rapinoe altså heller ikke lod passere ved denne lejlighed.

Fifa fik kniven

Blandt andet leverede Rapinoe en glidende tackling, knopperne forrest, på Fifa, der måtte en tur i græsset for at have placeret to andre store finalekampe på samme dag, som kvindernes VM-slutrunde skal afgøres. Gold Cup og Copa América.

- Det er forfærdelig planlægning for alle. For alle der arbejder i fodboldverdenen, så er det en forfærdelig ide at lægge alt på den samme dag. På alle måder.

- Det her er VM-finalen. Det er en aflys-alt-andet-dag. Så nej, jeg ved ikke, hvordan det er gået til, at en finale, der er planlagt så langt ude i fremtiden, kan blive placeret på samme dag som to andre store finaler for mænd. Jeg føler ikke, at vi får den samme respekt fra Fifa, som mændene modtager generelt set, lød det fra Rapinoe.

Samtidig harcelerede Rapinoe over, at præmiepengene til kvinderne, på trods af en fordobling til 30 millioner dollars under dette VM, slet ikke følger trit med herrernes præmiepulje til det kommende VM i Qatar, der er på over 400 millioner dollars.

Megan Rapinoe har tidligere trukket overskrifter for sin jubelscene under VM i fodbold. Nu kritiserer hun Fifa for deres planlægning. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

Og hvorfor vælger man egentlig at afholde VM i et land som Qatar, der har en lille udfordring med at overholde basale menneskerettigheder? Ja, det kom Rapinoe naturligvis også ind på, inden det amerikanske fodboldforbund fik et kærligt skulderskub.

Meget kan man sige om USA’s nummer 15, men man kan ikke beskylde Megan Rapinoe for ikke at bruge sin platform.

- Det er bestemt ikke fair, at præmiepengene bliver fordelt så skævt. Vi burde fordoble kvindernes præmie nu, og så firedoble det til næste slutrunde. Det er det, jeg mener med, at vi ikke føler os respekteret af Fifa.

- Hvis man virkelig går lige så meget op i kvindefodbold, som Fifa gør i mændenes, hvorfor lader de så forskellen mellem præmiepengene vokse? Jeg forstår godt, at herrefodbold er finansielt langt mere udviklet end kvindernes, men hjælper det at planlægge to andre finaler på samme dag som en VM-finale for kvinder? Nej, det gør det ikke.

Fit til finalen

Med diverse storpolitiske svadaer leveret til lyden af knipsende fotografer, var der også taletid til den amerikanske landstræner, Jillian Ellis.

Og ja, Holland bliver utroligt svære at slå. De har et fremragende hold og er forsvarende europamestre. USA skal give den alt, for at få trofæet med hjem.

Alt det, man forventede fra en landstræner på tærsklen til endnu en VM-titel. Respekt og anerkendelse, selvfølgeligheder og snooze-knap.

Og så fik Megan Rapinoe ordet igen.

I semifinalen mod England måtte hun nemlig tage plads på bænken under hele kampen. En småskade forhindrede den dobbelte målscorer fra kvartfinalen mod Frankrig i at komme på banen, men efter at have brugt 20 minutter på at skabe overskrifter verden over, forsikrede Megan Rapinoe, at hun kommer til at spille i VM-finalen. Hendes tredje i træk af slagsen.

- Jeg er klar. Jeg føler mig ’good to go’.

Der er ikke meget andet end skarp sol i Lyon, men med Rapinoe tilbage i folden, så er det alligevel nemt at mærke, hvilken vej vinden blæser. USA er storfavoritter til at vinde VM-titlen for anden gang i træk.

Den orange ballon er den sidste udfordring, der skal prikkes, og USA’s kvinder ser uhyggeligt skarpe ud.

Finalen mellem USA og Holland fløjtes i gang klokken 17.00 og kan følges direkte på DR3.

FacebookTwitter