Venstre: Qatar-melding burde være kommet for længe siden

Regeringen burde have rykket på en boykot af VM i Qatar før valget, da den havde chancen, mener Venstres fungerende kulturordfører Jan E. Jørgensen.

Jan E. Jørgensen har længe efterspurgt handling fra regeringen om Qatar. (Foto: © søren bidstrup, Ritzau Scanpix)

Nu melder Venstre sig også i koret af partier, der ønsker en politisk boykot af det aktuelle fodbold-VM i Qatar.

- Vi havde gerne set, at regeringen havde trådt i karakter og sagt, at det her er en diplomatisk boykot, siger Venstres fungerende kulturordfører Jan E. Jørgensen.

Han påpeger desuden, at hvis det kan lade sig gøre rent processuelt med en fungerende regering, så bakker Venstre også op om en boykot.

- Det ville jo være det bedste, at vi meldte ud, at det her er en diplomatisk boykot, siger han

Foruden Venstre ønsker en række andre partier, at den fungerende regering tager stilling til en boykot af VM i Qatar, der har fået massiv kritik for sit syn på menneskerettigheder, LGBTQ+-personer og golfstatens mange migrantarbejdere.

'Det skyldes deres egen slendrian'

Socialdemokratiet har – som partiet før har påpeget – ingen kommentarer grundet de igangværende regeringsforhandlinger.

Den seneste melding fra partiet kom fra fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i begyndelsen af november.

Her lød forklaringen, at så længe der kun er en fungerende regering, rejser det officielle Danmark ikke til Qatar. Partiet har med andre ord ikke taget stilling til spørgsmålet om en eventuel boykot.

Der var fodboldfest og fyrværkeri op til værtslandets Qatars kamp mod Senegal i eftermiddag på Al Thumama Stadium i Doha. (Foto: © AMR ABDALLAH DALSH, Ritzau Scanpix)

Venstres Jan E. Jørgensen har allerede inden folketingsvalget slået på tromme for, at den socialdemokratiske regering skulle vedtage en boykot af slutrunden i Qatar.

Han mener, at regeringen har nølet, når det kommer til det officielle Danmarks deltagelse ved dette VM.

- Jeg kan godt se, at den fungerende regering kan have svært ved at melde ret meget, netop fordi det kun er en fungerende regering. Men det skyldes jo deres egen slendrian, at de ikke for lang tid siden har meldt klart ud, hvor Danmark står i forhold til at placere VM i Qatar, siger han.

Nu er VM i gang, og Qatar får alt den opmærksomhed, de kan ønske sig – så er det ikke lige meget, om et land som Danmark melder en boykot?

- Man må aldrig mene, at udenrigspolitik er lige meget, og at Danmarks stemme er ligegyldig. Men det er klart, at der skal selvfølgelig mere til, og jeg bilder mig heller ikke ind, at hvis vi meldte en diplomatisk boykot, så ville Qatar ændre sig i overmorgen, siger Jan E. Jørgensen.

Han peger dog på, at når det gælder menneskerettigheder, er det altid de små skridt, der tæller og til sidst "rykker det forhåbentligt".

De danske landsholdsspillere – her med Christian Eriksen i front – ses her under landsholdets træning i landsholdslejren i Doha i går. Der er dog ingen fra det officielle Danmark i Doha til at heppe på dem. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

De facto boykot allerede?

DF og Moderaterne bakker også op om, at Danmark bliver hjemme fra Qatar, men for de to partier er det mindre vigtigt, hvad forklaringen er.

Selvom der ikke er meldt en officiel boykot, mener Moderaternes politiske ordfører Jakob Engel-Schmidt nemlig, at Danmark allerede har boykottet VM i Qatar, da hverken Kongehuset eller regeringen deltager.

- Så da vi de facto allerede har en boykot af Qatar, ser Moderaterne ikke anledning til at gøre yderligere, siger han.

Venstres Jan E. Jørgensen synes dog, at der stadig er noget at gøre. Også hvis en ny regering når at falde på plads, inden slutrunden er overstået.

- Kommer der en ny regering på plads, inden VM er færdig, så vil det jo være helt oplagt, at man melder, at vi ikke tager afsted – at vi boykotter VM i Qatar.

- Eller at man tager afsted og laver en synlig demonstration, ligesom den Helle Thorning Schmidt lavede ved at stå på stadion i en regnbuefarvet kjole, tilføjer han.