Blev skubbet af landsholdet efter rekord-nederlag: 12 år senere er hun nationalhelt

Vanina Correa er blevet VM-helt i Argentina, efter hun blev skurken i et rekord-nederlag ved VM i 2007.

Vanina Correa tog et straffe mod England, og hun har generelt spillet en stor turnering. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Hvis den argentinske målmand Vanina Correa lukker øjnene og tænker tilbage til VM i 2007, kan det nok stadig løbe hende koldt ned ad ryggen.

Et nederlag på 11-0 mod Tyskland, hvor hun ikke kunne gå foran en jury uden at blive kendt skyldig i et par af målene, tvang hende på bænken, og da Argentina missede VM fire år senere, valgte hun at stoppe karrieren.

Derfor kommer det også bag på mange, formentlig også hende selv, at hun nu er tilbage i de argentinske farver, og så har hun endda været en af de mest iøjnefaldende spillere i turneringen. Vel og mærke på grund af gode præstationer.

I den første kamp var hun afgørende for, at Argentina holdt nullet mod de stærke japanere og hentede sydamerikanernes første VM-point nogensinde.

Vanina Correa var med til at sikre Argentina deres første VM-point nogensinde.

Og nogle dage senere var en endnu større personlig oplevelse for Vanina Correa. Holdet tabte godt nok 1-0 til giganterne England, men hun havde flere afgørende redninger, som holdt dem inde i kampen.

Efter opgøret kunne englændernes landstræner, Phil Neville, da heller ikke styre roserne af den argentinske målmand.

- Deres målmand var helt utrolig. Jeg så hende før kampen, og hun var fantastisk selv i opvarmningen. Hvad du har set her til aften er en formidabel målmandsindsats.

- Der er meget kritik omkring målmændene i kvindernes fodbold. Men her til aften har du set to utrolige målmænd. Specielt Argentinas. Der er ikke nok respekt omkring målmændene, siger Phil Neville.

Hårdt at forlade børnene

Efter hun stoppede karrieren i 2011, blev hun mor til tvillingerne Romeo og Luna, og da det er normen i Argentina, at mødre ikke spiller fodbold på højt plan, så virkede det som om, at bogen var endegyldigt lukket.

Vanina Correa blev kåret til kampens spiller mod England, selvom Argentina tabte.

Men fodbolden kunne hun ikke helt holde sig fra. Hyggefodbold med venner gjorde, at hun pludselig løb ind i den argentinske landstræner, Carlos Borrello, til et nationalt stævne, og han ville have hende til at gøre comeback.

Så sidste år blev Vanina Correa udtaget til Copa America som den eneste på det argentinske landshold, der havde børn. Hun spillede alle kampe i turneringen.

Og med Vanina Correa som en af frontfigurerne kæmpede de argentinske kvinder for at træde ud af skyggen fra Lionel Messi, Sergio Agüero og Diego Maradona. Men det var en svær oplevelse for moren.

- Det er virkelig hårdt at være her (til Copa America, red.). Jeg tænker altid på vores hjem og overvejer, hvad børnene laver, og om de opfører sig godt. Det ville være dejligt, hvis vi kunne leve af fodbold. Jeg har ikke lang tid tilbage i min karriere, men vi kæmper for pigerne, som kommer efter, sagde hun ifølge Daily Herald.

Vanina Correa griber ind på et indlæg. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Nu er hun så spilleren, som mange taler om i hjemlandet og for den sags skyld også i den internationale fodboldverden. I aften spiller hun den altafgørende kamp mod Skotland om at føre landet videre fra gruppen for første gang.

- Jeg nyder det. Jeg var virkelig ung ved mine sidste VM-slutrunder (i 2003 og 2007, red.), og jeg nød dem ikke. Måske fordi jeg var for hård mod mig selv. Jeg lever anderledes nu. Alle oplevelser er unikke, forklarer Vanina Correa til Fifas hjemmeside.

11-0-nederlaget mod Tyskland tilbage i 2007 var det største i VM-historien, indtil USA i sidste uge slog Thailand 13-0.

Argentina møder Skotland klokken 21.00, og den kamp kan ses på DRTV. Du kan se England mod Japan på DR3 samtidig.

Facebook
Twitter