Danmark er langt fra færdige ved VM endnu, vurderer fransk anfører

Frankrigs målmand Hugo Lloris har store roser til overs for Danmark efter de to holds VM-kamp i går.

Hugo Lloris mener ikke, at Danmark har udspillet sin chance ved VM endnu. Tværtimod. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ét point efter to kampe er ikke optimalt, når man - som Danmarks fodboldlandshold - drømmer stort og også har skyhøje VM-ambitioner til sig selv.

Det er ikke desto mindre den virkelighed, Kasper Hjulmand og kompagni må leve med, efter de i går tabte 2-1 til Frankrig.

Vejen til knockoutfasen er derfor brolagt med en sejr mod Australien samt et tunesisk pointtab eller sejr med færre mål i deres sidste gruppekamp mod Frankrig.

En smule kringlet lyder det, men efter selv at have stået ansigt til ansigt med det danske landshold i går føler Frankrigs anfører, Hugo Lloris, sig overbevist om, at Danmark har kvalitet nok til stadig at gå videre fra gruppespillet

- Vi har stor respekt for Danmark. Det er et hold, der kan skabe problemer for alle store hold. De er stadig med i konkurrencen om at gå videre, og jeg ønsker dem det bedste, siger Hugo Lloris til DR Sporten.

- Jeg mener, de har et stærkt hold, der kan vinde mod alle.

Du kan se interviewet med den franske målvogter i videoen herunder

I gårsdagens VM-brag sad Frankrig i perioder på spillet, og de havde da også en del flere skudforsøg end det danske landshold.

Men til tider dukkede danskerne op i den modsatte ende og blev farlige - og så var den 35-årige anfører nødt til være vågen inde på målstregen.

Det kom dog ikke som nogen overraskelse for ham, at han måtte på arbejde i ny og næ.

- Vi spillede godt. Du ved, Danmark har slået os to gange i år, så vi forventede en hård kamp, siger Hugo Lloris.

Det til trods mener han, at Frankrig fortjente at vinde opgøret mod Danmark.

- Vi fortjente bedre i første halvleg, hvor vi burde score. Men så skiftede det lidt, og Danmark havde også chancen for at tage føringen. Men til sidst scorede vi igen, og så kontrollerede vi, siger han.

Har flere venner på det danske hold

Ligesom Pierre Emile Højbjerg spiller den franske målvogter til dagligt i engelske Tottenham.

Det har han sådan set gjort i en del år efterhånden, for han var også holdkammerat med Christian Eriksen, da den danske midtbanespiller fra 2013 til 2020 trak den engelske fodboldklubs trøje over hovedet.

Franskmanden er derfor med årene blevet et par danske venskaber rigere, fortæller han, men om han decideret håber på, at hans nuværende og tidligere holdkammerat går videre fra gruppespillet, vil måske være at vifte en smule for meget med det rødhvide flag.

Men han vil selvfølgelig gøre alt, hvad han kan, for at Tunesien ikke får point i det sidste opgør - og hjælpe Danmark.

- Ja, ja, siger Hugo Lloris med et grin.

- Vi må ikke undervurdere vores modstandere, og så forbereder vi os mod næste kamp, som vi plejer.

Hugo Lloris og Christian Eriksen var holdkammerater i Tottenham fra 2013 til 2020. Nu har den franske målvogter fået Pierre Emile Højbjerg som holdkammerat. (Foto: © David Klein, Ritzau Scanpix)

Danmark spiller sidste gruppekamp onsdag klokken 16. Du kan høre alle VM-kampe i DR LYD og de fleste i VM på P4.