Danmark havde også ryggen mod muren ved EM – men det var langt fra så godt, som vi husker

Danmarks videre færd ud af gruppespillet afgøres igen af en knald eller fald-kamp på onsdag.

Danmarks landstræner Kasper Hjulmand under EM-kampen mod Rusland i Parken. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Kollektiv hukommelse kan være en sandhed med modifikationer.

Der er vel ingen danske fodboldfans, der er i tvivl om, at Danmark under den sidste EM-gruppekamp mod Rusland i 2021 spillede en fuldstændig forrygende kamp. 4-1 på tavlen, en tur til Amsterdam mod Wales i vente.

Eller hvad?

Halvandet år senere står det danske landshold igen med ryggen mod muren ved en slutrunde. Tre point skal sættes i banken på onsdag, hvis ikke flybilletterne hjem fra Qatar skal bookes omgående.

Derfor virker det oplagt, at det danske landshold kan bruge erfaringen ved at have alt på spil og så præstere, så englene synger.

Eufori i Parken efter sejren på 4-1 over Rusland. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Men det er her, den kollektive hukommelse spiller ind.

For spørger man den danske landstræner Kasper Hjulmand, så var opgøret mod Rusland faktisk ikke det spillemæssige festfyrværkeri, som holdet lige nu savner i Qatar.

- Jeg tror, at man nogle gange glemmer, at det først var i anden halvleg i kampen mod Rusland, at det hele letter. Mikkel Damsgaard får sparket den i kassen i første halvleg på et drømmespark, og det er sådan nogle ting, der er med til at forandre ens billede af, hvordan tingene egentlig er.

- Vi havde det enormt svært i starten af kampen mod Rusland, og de var lige ved at score til 1-0. Vi havde enormt besvær ved at finde spillet. Det er først det sidste kvarter, det stikker af.

- Så nogle gange så lader man sig forblinde af resultaterne og målene, siger Kasper Hjulmand.

Frigjorthed tilbage

Mod både Tunesien og Frankrig har det danske landshold savnet den frigjorthed og insisteren på at bryde igennem, lyder det fra den danske landstræner.

Hæmningerne skal slippes, hvis det skal lykkes på banen.

Netop det har kendetegnet hans hold siden EM-slutrunden, og nu er der kun én chance for at vende bøtten.

Kasper Hjulmand har da også ro i kroppen forud for det afgørende opgør.

- Sidste år var der lige så stor bekymring og kritik efter de første to kampe, så på den måde er der mange ting, som minder om hinanden. Men vi skal spille vores spil, og så skal vi vise, hvem vi er. Så må vi håbe at det er nok, siger Kasper Hjulmand.

De danske spillere har kæmpet med at vinde deres vanlige frigjorthed frem under de to første kampe, siger Kasper Hjulmand. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Det skal så siges, at det bliver en helt, helt anden type kamp på onsdag (mod Australien, red.) end mod Frankrig. Det bliver en helt anden struktur, en helt anden modstander. Så det bliver kompliceret, fordi de er insisterende på at forsvare og gøre det godt.

Viser videoer hjemmefra

Selv om der ikke har været mange store øjeblikke at juble over som dansk roligan i den danske novemberkulde, så bruger Kasper Hjulmand aktivt de mange videoer, som bliver tilsendt fra Danmark.

Både som motivation for sig selv og spillerne i den danske lejr, men også for at minde sig selv om, hvorfor de er her.

- Det gør jeg, fordi det er hele meningen med landsholdsfodbold. Det er jo følelser og stolthed for at repræsentere sit land. Alle de mennesker, der følger med. Jeg får selv videoer fra venner og bekendte og alle mulige, der samler sig derhjemme og sidder med foran skærmene og skaber et fællesskab.

Danske spillere jubler efter EM-kampen mellem Danmark og Rusland i Parken. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Jeg mener jo, at det er hele eksistensgrundlaget for landsholdsfodbold, det er lige præcis dét. Det er årsagen til, at vi spiller. Det er årsagen til, at det er benzin på vores motor. Det er derfor, at det er så vigtigt, siger Kasper Hjulmand.

Du kan se Danmarks afgørende gruppekamp mod Australien onsdag klokken 16 på DR1 og DRTV. Kampen kan også høres i VM på P4 eller i appen DRLYD