DBU vil konfrontere VM-vært med løftebrud efter anholdelse af journalister i Qatar

To NRK-journalister blev anholdt i Qatar, mens de var på reportagetur i forbindelse med verdensmesterskabet i fodbold.

Hassan Al-Thawadi, generalsekretær i den qatarske organisationskomité for VM i 2022, kan se frem til at blive konfronteret med løftebrud af DBU's direktør. (Foto: Sven Hoppe)

Direktøren i Dansk Boldspil-Union (DBU), Jakob Jensen, vil over for chefen for VM i Qatar, Hassan Al-Thawadi, direkte påtale, at sidstnævnte ikke holder sine løfter.

Det siger Jakob Jensen, efter to norske journalister blev tilbageholdt i over 30 timer, da de var på en reportagetur i Qatar i forbindelse med VM næste år.

- Det er helt uacceptabelt, hvis det står til troende, at to norske journalister er blevet anholdt i deres forsøg på at bedrive kritisk journalistik. De løfter, Qatar har givet om, at der skulle være en fri presse før, under og efter VM, bliver gjort til skamme, siger Jakob Jensen.

DBU-direktør Jakob Jensen har tidligere fortalt DR, at lederen af Qatars planlægningsorganisation bag VM, Hassan Al-Thawadi, har givet lovning på, at 'pressen kan færdes frit, uanset hvor de kommer fra' i forbindelse med slutrunden, samt at DBU 'vil påtale det', hvis ikke løfterne bliver overholdt.

- Det er løfter, jeg selv har fået på direkte forespørgsel fra VM-arrangørens chef, Hassan Al-Thawadi. Og det vil jeg direkte påpege over for ham. Det er det, der er godt ved at have en direkte, kritisk dialog med dem, som tager beslutningerne.

- Nu har jeg jo en anledning til at spørge Hassan Al-Thawadi, hvordan han i oktober kan love mig fri presse i Qatar, når to norske journalister så bliver anholdt i november og får konfiskeret deres udstyr. Det vil jeg tage op direkte over for ham. Det er afgørende, at vi kan regne med det, vi bliver lovet, siger DBU-direktøren.

Fifa-præsident Gianni Infantino sammen med Hassan Al-Thawadi. Sidstnævnte har til Jakob Jensen lovet blandt andet pressefrihed. (Foto: NASEEM ZEITOON © Scanpix Denmark)

Tilbageholdt på reportagetur i Qatar

To medarbejdere hos NRK, det norske public service-medie, blev anholdt og tilbageholdt i mere end 30 timer i Qatar. Halvor Ekeland og Lokman Ghorbani, som de to NRK-medarbejdere hedder, var på reportagetur i Qatar i forbindelse med landets VM-værtsskab i 2022.

- Vi kan bekræfte, at de to er ansat ved NRK, og at de blev pågrebet, mens de udførte deres arbejde som journalister, oplyser Norges udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, til NRK.

Hos NRK ser man tilbageholdelsen af Ekeland og Ghorbani som et angreb på pressefriheden.

- Det er et angreb på pressefriheden. Det er grundlæggende, at journalister kan rejse ud i verden og fortælle, hvad der sker. De har opført sig helt inden for, hvad der forventes af en journalist fra NRK, siger NRK's generaldirektør, Thor Gjermund Eriksen, på et pressemøde onsdag.

De to NRK-journalister var blandt andet i Qatar for at dække forholdene for de mange migrantarbejdere, som arbejder med at bygge stadionerne til VM-slutrunden. (Foto: Giuseppe Cacace © Ritzau Scanpix)

Ekeland og Ghorbani siger på pressemødet onsdag, at de behandlet ordentligt, mens de var i myndighedernes varetægt.

Udenrigsministeriet i Qatar er ikke enige med NRK's udlægning af sagen. Til DR oplyser Qatars udenrigsministerium, at Ekeland og Ghorbani forbrød sig mod qatarsk lovgivning, og at dette var grunden til anholdelsen.

- Som i næsten alle lande er ulovlig indtrængen på privat grund imod qatarsk lovgivning, hvilket holdet var fuldt ud klar over, før de gik ind på ejendommen. Holdet blev givet adgang til at filme hvor end, de ønskede i Qatar.

- De blev givet alle filmtilladelser, de havde efterspurgt inden ankomsten til Qatar, og blev tilbudt møder med toppolitikere og tredjeparts officials. Disse friheder tilsidesætter imidlertig ikke lovens anvendelse, hvilket holdet vidste, men med vilje overtrådte.

- Som et resultat af disse overtrædelser blev holdet midlertidigt tilbageholdt, skriver Qatars udenrigsministerium til DR.

Qatars udenrigsministerium oplyser desuden, at NRK og den norske ambassade 'blev opdateret på situationen, som den skred frem'.

Ekeland og Ghorbani siger på pressemødet, i tillæg til NRK-generaldirektør Thor Gjermund Eriksen, at de blev inviteret ind alle de steder, de opholdt sig.

Norge genovervejer Qatar-besøg

Anholdelsen af Ekeland og Ghorbani har fået Norges Fodboldforbund (NFF) til at genoverveje forbundets officielle besøg hos VM-værten, som NFF ellers havde planlagt til december sammen med de andre nordiske lande.

Det siger det norske fodboldforbunds generalsekretær, Pål Bjerketvedt, til det norske nyhedsbureau NTB.

- Nu sættes rejsen i et andet lys, og det er naturligt at vurdere, hvordan vi håndterer det.

- Et vigtigt motiv for at rejse til Qatar er at snakke direkte med kilderne. Hvis det, de siger, ikke er rigtigt, eller vi ikke kan stole på de svar, vi får, er der måske ikke noget formål med det. Det må vi vurdere de næste dage, siger Pål Bjerketvedt til NTB ifølge Ritzau.

DBU er en af partnerne på december-turen til Qatar, og Jakob Jensen deler umiddelbart ikke den norske tvivl om det kommende besøg hos VM-værten.

- Det er om muligt endnu vigtigere, at vi tager afsted i december, end det var før. Jeg er tilhænger af, at hvis man vil forandre ting, så skal man deltage ved bordet i stedet for at gå fra bordet.

- Hvis vi tager til Qatar, får vi mulighed for at drøfte de kritiske forhold, der er for pressefrihed og migrantarbejderes rettigheder, direkte med Qatars myndigheder og VM-repræsentanter, siger han.

Jakob Jensen fortæller, at DBU ikke har planer om at aflyse et besøg til Qatar i december. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

Men DBU støtter op om Norge, som Danmark flere gange er gået sammen med til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), for at få sat skub i de lovede reformer i Qatar.

- Det norske fodboldforbund bebuder, at de vil få Fifa til meget hurtigt at få undersøgt, hvad der er op og ned i det her. Det støtter vi fuldt og helt, så vi kan få fakta på plads, og vi kan undgå tilsvarende tilfælde fremover. Vi står principielt 100 procent bag nordmændene her, siger Jakob Jensen.

Norges udenrigsministerium har indkaldt Qatars ambassadør til et møde, hvor anholdelsen af de to NRK-medarbejdere er på dagsordenen, oplyser kommunikationschefen i Norges Udenrigsministerie, Trude Måseide til NTB.

DR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Fifa, mens Spillerforeningen har afvist at kommentere.

FacebookTwitter