Den gode, den skuffende og de dårlige: Sådan præsterede Danmark til VM

DR Sportens fodboldkommentator kommer med sin dom over den samlede danske VM-indsats.

Christian Eriksen var i god form for Manchester United, men formåede ikke at overføre det til det danske spil ved VM i Qatar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Var det danske fodboldlandshold en skoleklasse, ville flere af eleverne ganske givet være nervøse for at vise karakterbogen til forældrene.

Det tidlige VM-exit fra slutrunden i Qatar efterlader nemlig flere fra holdet tæt på dumpet på 7-trinsskalaen.

DR Sporten har divideret eksperternes karakterer for de spillere, som har spillet i alle tre gruppekampe mod Tunesien, Frankrig og Australien. Her var forsvarsspiller Andreas Christensen og målvogter Kasper Schmeichel bedst med henholdsvis 8 og 6,3 i snit.

I stedet for at vurdere hver enkelt spiller i truppen, har DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul zoomet ind på tre fokuspunkter, og du kan læse resultatet herunder.

Danmarks bedste: Andreas Christensen - 8,0

Andreas Christensen udlignede til 1-1 mod Frankrig og var generelt en stærk spiller for Danmark, mener Andreas Kraul. (Foto: © Li Ming Xinhua / eyevine, Xinhua News Agency / eyevine. All Rights Reserved.)

FC Barcelonas danske forsvarsspiller Andreas Christensen startede i alle Danmarks gruppekampe, leverede et godt niveau og kan med rette være stolt af sig selv, siger Andreas Kraul.

- Individuelt set har Andreas Christensen haft en fin slutrunde, og derfor er det meget passende, at han lidt bizart ender som den eneste danske målscorer, siger fodboldkommentatoren og hentyder til målet mod Frankrig.

Andreas Christensen er 26 år gammel og bør derfor være grundstenen for det danske landshold i fremtiden, fortsætter Andreas Kraul.

- Andreas Christensen kan spille alle positionerne i forsvaret, og måske er han ikke den kommende anfører, men han går forrest med sine præstationer og bør være udgangspunkt for en dansk defensiv.

Den negative overraskelse: Pierre-Emile Højbjerg - 3,0

Pierre-Emile Højbjerg fik aldrig sat sit aftryk på det danske spil, siger Andreas Kraul. (Foto: © Aijaz Rahi, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)

Andreas Kraul havde skyhøje forventninger til midtbanespilleren Pierre-Emile Højbjerg, som tidligere har været ekstremt stabil for både Danmark og sin engelske klub, Tottenham.

Til EM i 2021 var midtbanespilleren en af Danmarks vigtigste spillere og med bandage om hovedet, hulkede han efter nederlaget til England i semifinalen.

Men mod Australien dumpede Højbjerg med 00 i en generelt ringe slutrunde, siger DR Sportens fodboldkommentator.

- Det var tæt på utænkteligt, at Højbjerg kunne spille en dårlig kamp. Det er lidt hårdt at placere en mand på så høj en piedestal, men det overrasker mig utroligt meget, at han ligger så langt nede på karakterskalaen, siger Andreas Kraul.

En forklaring kan være, at Højbjerg er træt efter at have spillet mange minutter for landsholdet og i Premier League. En anden kan være, at danskeren mangler sin sædvanlige midtbanemakker, Thomas Delaney, som blev skadet i den første kamp mod Tunesien.

- At Delaney mangler, kan sagtens betyde noget for Højbjergs arbejdsopgaver. Han skulle tackle mere, og det betyder noget spilmæssigt. Han har ikke lignet sig selv i hverken attitude eller sin måde at drive holdet frem på, fortæller fodboldkommentatoren.

Eriksen og Mæhle skuffede mest

Danmarks landstræner, Christian Eriksen og Joakim Mæhle var VM's største skuffelser, vurderer Andreas Kraul. (Foto: © LISELOTTE SABROE, RITZAU/SCANPIX)

Angriberen Kasper Dolberg scorede med 2,0 lavest på den danske karakterskala, men han er ikke den største skuffelse, vurderer Andreas Kraul. Han peger i stedet på Christian Eriksen og Joakim Mæhle, som der var høje forventninger til.

Landsholdets offensiv manglede generelt folk i målform, men den danske 10'er rejste til Qatar ovenpå et godt efterår for Manchester United. Efter tre kampe slutter Eriksen med et gennemsnit på 2,7.

- Christian Eriksen har af mange forskellige årsager endnu ikke haft en god slutrunde for Danmark. Specielt ikke i Qatar. I den sidste kamp bar han anførerbindet, men formåede ikke at tage hånd om kampen eller det danske hold, siger Andreas Kraul.

- Han er en af de rutinerede spillere fra de største adresser, og selvom han ikke er den mest udfarende karakter, skal han vise noget lederskab på den ene eller anden måde.

Hvor Christian Eriksen ikke spillede mange EM-minutter på grund af sit hjertestop i den første kamp, blev Joakim Mæhle næsten billedet på Danmarks slutrunde i 2021, mener Andreas Kraul. I Qatar nåede han aldrig de samme højder og scorede 3,7 i karakter.

- Mæhle svævede på en sky henover banen med mål og assists. Det gav måske et urealistisk forventningspres, men ikke desto mindre er det en enorm skuffelse, at det ikke lykkedes denne gang, siger han.

- Er det, fordi modstanderen har læst Mæhle og landsholdets spillestil? Har han mistet sin EM-mojo? Det spiller i hvert fald ikke, og det virker som om, at selvtilliden er forsvundet.

Trods Danmarks exit er der mere VM på programmet. Både gruppe E og F skal afgøres, hvor storhold som Belgien og Tyskland kæmper for overlevelse. Du kan følge alle VM's kampe på DR LYD og de fleste i VM på P4 i din radio.