Det er dagen derpå Down Under: I nat festede de løs efter sejr over Danmark

Danske Nina Løvengreen oplevede stemningen blandt de mange glade australiere, der overværede kampen i går på storskærm midt i Melbourne.

Mens vi her i Danmark tager hul på en december uden Hjulmand, Nissen og de andre danske landsholdsspillere, er der masser at glæde sig over på den anden side af jordkloden.

Glæden - den startede i går, da Matthew Leckie efter 60 minutters spil mod 11 fraværende danskere sendte bolden ind bag Kasper Schmeichel. I det øjeblik eksploderede stemningen på blandt andet Federation Square i Melbourne, hvor tusindvis af australiere var samlet til natlig fodboldfest.

I videoen herunder kan du se, hvordan det så ud på Federation Square, da kampens enlige mål blev scoret:

Kampen blev spillet med start klokken 02.00 lokal tid.

Det lagde overhovedet ingen dæmper på festlighederne, som tog yderligere til, da dommeren fløjtede af, og det stod klart, at "Socceroos" har kvalificeret sig til ottendedelsfinalen mod Argentina, mens Danmark den her gang skal hjem og ikke videre.

Det er første gang siden 2006, at Australien formår at avancere fra gruppespillet.

Ifølge mediet ABC News blev der krammet til alle sider, mens nattehimlen blev lyst op af mobiltelefoner og romerlys.

7 News skriver, at scoringen udløste "vanvittige scener med lemmer, der fløj overalt og adskillige blus, der tændte på Federation Square", mens The Guardians udsendte reporter i Qatar noterer sig et banner med teksten "Giv os en helligdag".

'Nogle af dem virkede nærmest chokerede'

Et sted cirka midt på den store plads stod 22-årige Nina Løvengreen fra Espergærde - nu bosiddende i Aalborg - sammen med sin australske roommate og en flok andre danskere, hun lige havde mødt.

De ankom en halv time før kampstart, da der stadig var ledige pladser, men i løbet af kampen stimlede folk sammen, så hver en kvadratmeter blev udnyttet.

- Jeg vidste fra tidligere kampe, at det var hér, man skulle tage hen for at opleve stemningen. Jeg havde set andres videoer og billeder på sociale medier, og det var vildt! Mest af alt var det sjovt at befinde sig lige midt i festen, siger Nina Løvengreen.

Hun befinder sig i Australien, fordi hun læser et semester i psykologi på universitetet i Melbourne. Til februar vender hun hjem til Danmark og studierne på Aalborg Universitet.

- Jeg havde dannebrogsflag malet på kinderne og en rød trøje på, så flere af de lokale råbte efter mig og dansede omkring mig. Det hele var for sjov - humøret var bare højt.

Der blev ikke sparet på fyrværkeriet, da sejren var i hus. Australierne var tydeligt glade over deres første avancement fra VM's gruppespil siden 2006. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)

- Jeg tror, det kom bag på mange australiere, at de vandt. Nogle af dem virkede nærmest chokerede, da de scorede, og da kampen så sluttede, startede festen for alvor. Jeg så nogle unge, danske mænd få hjælp af politiet til at komme væk, mens andre (australiere) kravlede op på scenen, hvor storskærmen stod. Jeg valgte selv at tage hjem, da de begyndte med al fyrværkeriet, siger Nina Løvengreen.

Hun oplevede dog kun glade mennesker og positiv stemning, understreger hun. Stik modsat de scener, der udspillede sig i blandt andet Bruxelles forleden, da Marokko til manges overraskelse besejrede Belgien med 2-0.

Ved fem-tiden var Nina hjemme i sin seng i forstaden Flemington, hvor hendes australske roommate i øvrigt stadig ligger og sover, da DR Sporten snakker med hende ved 12.45-tiden.

- Jeg havde heldigvis fri i dag, så jeg har fået sovet ud. Jeg havde en god aften og nat, selv om Danmark tabte. Der er noget særligt ved at være i det land, Danmark spiller imod, og når det nu skal være, kan jeg da godt glæde mig over at se, hvor meget sejren betyder for dem hernede. De er virkelig glade, siger Nina Løvengreen.

  • Fans jubler over Matthew Leckies afgørende scoring i det 60. minut. (Foto: © Con Chronis, Ritzau Scanpix)
  • Glade fans viser flaget frem på Federation Square. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)
  • En glad fan af de australske Socceroos, der nu kan se frem til endnu en kamp. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)
  • Australien møder Argentina i ottendedelsfinalen. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)
  • Kampen mellem Australien og Argentina spilles på lørdag klokken 20. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)
1 / 5

I videoen her kan du se, hvordan det så ud på Federation Square, da kampen blev fløjtet af:

Du kan genopleve hele den danske nedtur i ord her i vores liveblog, hvis du har lyst.

Du kan også håbe på bedre underholdning, når vi i aften sender Japan - Spanien på DR2 og Costa Rica - Tyskland på DR1. Begge kampe starter klokken 20.