Er han Frankrigs oversete supervåben? Danmark skal stoppe meget mere end målmaskinen Mbappé

Danmark har allerede slået Frankrig to gange i år, men det kan man ikke bruge til ret meget nu. Franskmændene ser ud til at være skarpe på samtlige positioner.

Olivier Giroud har lige scoret sit 51. mål for det franske landshold i kampen mod Australien. I aften skal han helst ikke score sit 52. mod Danmark. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Danmark har allerede gjort det to gange i år i Nations League: Slået franskmændene.

Først 1-2 nede i Saint-Denis og så 2-0 hjemme i København. Merci et au revoir!

I aften skal de gøre det igen på Stadium 974 ved VM i Qatar.

Det bliver et dansk hold, der skal rejse sig oven på det for mange skuffende uafgjorte resultat mod Tunesien, der viste sig som en sværere modstander end ventet.

Nu står Danmark så over for en endnu sværere modstander på en større scene end Nations League, og hvad gør man så?

På fredagens pressemøde forud for kampen sagde landstræner Kasper Hjulmand, at Frankrig har fundet en ny struktur, som de ikke har spillet med i flere år.

Det handler om, at deres store stjerne, Kylian Mbappé, har fået mere plads at boltre sig på, og det kræver, at de danskere forsvarsspillere er klar på at tøjle ham.

Han skal ikke have lov til at vende rundt og accellerere, for så er han stort set umulig at indhente, lod landstræneren forstå.

- Vi skal have et særligt øje på ham i vores højre forsvarsside, så han ikke stikker af. Det lykkedes for os i Parken, men alligevel kom han frem til to-tre store chancer - dog uden at score. Det viser bare, at han er umulig at lukke ned i samtlige 90 minutter, sagde Kasper Hjulmand.

Mbappé udgik kort inden pausen i den første kamp nede i Frankrig, så vi fik 45 minutter uden ham på banen. I returkampen var han med fra start til slut, men han kom ikke på tavlen. Det var Karim Benzema, der fik scoret mod Danmark, men han er skadet og ude af VM.

Andreas Cornelius scorer til 1-1 i Nations League-kampen mod Frankrig den 3. juni 2022. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul siger, at Danmark viste i særligt den første kamp, at de er svære at ryste af sig. Franskmændene nåede at være foran i 17 minutter, før Andreas Cornelius udlignede for derefter at blive matctvinder i det 88. minut.

- Da så vi, at det franske forsvar altså godt kan rystes. Det så vi også forleden, da Australien bragte sig foran, hvorefter de godt nok tabte. Jeg tænker, at Hjulmand tager det med sig, at hans hold fik scoret fire forskellige slags mål i de to kampe, for det er en god lektie, siger Andreas Kraul.

- Omvendt kommer Danmark fra en målløs kamp, der ikke ligefrem bød på et orgie af chancer, fordi tuneserne stod så kompakt og velplaceret. Det forventer jeg ikke, at vi kommer til at se Frankrig gøre. Jeg tror, vi får en kamp at se, hvor der er væsentligt mere plads at spille på, og det passer de danske spillere godt, siger Andreas Kraul.

Statistik lyver ikke...

Foruden Mbappé er en af de største stjerner på det franske hold 36-årige Olivier Giroud, som i Frankrigs første VM-kamp mod Australien scorede både sit 50. og 51. mål på landsholdet.

  • Olivier Giroud i kampen mod Australien på Al Janoub Stadium den 22. november. (Foto: © MOLLY DARLINGTON, Ritzau Scanpix)
  • Jubel efter det 51. mål for landsholdet. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)
  • Jubel efter det 51. mål for landsholdet. (Foto: © FRANCOIS-XAVIER MARIT, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Med 51 mål rykker Giroud op på siden af legenden Thierry Henry som den mest scorende i det franske landsholds blå farver.

Tre af de fem på topscorerlisten er i øvrigt stadig på landsholdet: Antoine Griezmann ligger nummer tre med 42 mål og Karim Benzema nummer fem med 37.

- Giroud er en klasseangriber. Intet mindre. Det kan godt være, han er blevet 36 år, og han kan ikke det samme som Mbappé og Benzema. På den front er han nemmere at holde styr på for det danske forsvar, men han er bare så sindsygt målfarlig og god til at opsnuse chancerne i det straffesparksfelt, som han ejer totalt, siger Andreas Kraul.

Det kan være nøglen til sejr eller i det mindste endnu en uafgjort, hvis det lykkes danskerne at holde Giroud fra fadet.

- Han passer godt ind på det franske hold netop fordi, de har eksplosive typer omkring ham ude på kanterne. Hvis Mbappé først sætter to-tre modstandere af og lægger bolden ind over, skal Giroud nok stå der. Han er super skarp i hovedspillet og en drøm at have på sit hold.

- Kan man sammenligne ham lidt med Ebbe Sand?

- Ha. Tja, det kan man måske et stykke hen ad vejen. Ebbe Sand var nok en større arbejdsmand på midtbanen, selv om han var angriber. Hvis man endelig skal drage en sammenligning til en dansker, er den mest oplagte i nyere tid nok Søren Larsen.

- Søren Larsen var lidt en Giroud-type, når det gælder hovedspillet og evnen til at placere sig rigtigt, men vi snakker altså om en spiller på et helt, helt andet niveau. En "danish light version", siger Andreas Kraul.

Her kan vi da lige nævne, at Søren Larsen scorede 11 mål i de 20 A-landskampe, han nåede op på, før en knæskade tvang ham til at indstille karrieren som 32-årig.

Statistik lyver ikke, som man siger.

Kasper Hjulmand fortæller, at han har haft nogle snakke med Simon Kjær om netop Olivier Giroud, da de to er klubkammerater i AC Milan. Alt andet ville være underligt, når muligheden ligger lige for.

- Så må vi håbe, det er en fordel. Uanset hvad glæder det mig altid at se en spiller, der i hans alder faktisk er bedre end nogensinde før. Det er en fornøjelse at se den rolighed, han udviser i sine afslutninger og placeringsevne, hvor han virkelig bruger sin erfaring i feltet, siger Andreas Kraul.

Du kan se kampen på TV 2 eller følge den ord for ord i vores liveblog her på dr.dk eller i DR Lyd og på P4.