Et mål, der gav lys til de blinde: Richarlisons 'mesterværk ' får Brasilien til at gå VM-amok

De brasilianske medier kan ikke få armene ned over Richarlisons saksesparksmål mod Serbien.

Richarlison scorer her til 2-0 mod Serbien. (Foto: © PX Images/ABACA, PX Images/ABACA)

Richarlison giver lys til de blinde, brød til de sultne og livet tilbage til de døde.

Ifølge Series Brasil, et brasiliansk kulturmedie, scorede den 25-årige brasilianske angriber torsdag aften et saksesparksmål, som kan ALT.

Og begejstringen over 2-0-scoringen mod Serbien går igen i flere brasilianske medier.

Mediet Bolavip kalder Richarlisons anden scoring i kampen for et decideret drømmemål.

- Jogo Bonito (det smukke spil, red.) i sin reneste form. Richarlison scorer et enormt mål for Brasilien, skriver Bolavip.

UOL Esporte er ikke i tvivl - ingen kan hamle op med Brasiliens landshold, som har fået "den bedste start på et VM, siden landet vandt slutrunden i 1970". Og Richarlisons mål?

- Sikke et mål af Richarlison. Et mål som det i VM går over i historien, jubler UOL.

I videoen herunder kan du se Richarlisons mål:

Lykken kom tilbage

Den brasilianske afdeling hos mediegiganten ESPN lægger sig i samme luftlag, når de skriver, at Richarlison beslaglagde Serbien og VM med sin 'uhyrligt gode' scoring.

- Richarlison scorede et mesterværk af et mål med sin spektakulære volley, skriver ESPN.

Og med så målfarlig en angriber, som Richarlison har vist sig at være, er de brasilianske medier også overbeviste om, at deres landshold ikke kan undgå at vinde den næste kamp.

- Schweiz er den næste modstander, der bliver slået, understreger O Globo.

Ja, fodbold giver varme følelser. Et mål som Richarlisons kan endda få en gammel flamme til at blusse op igen. Om ikke andet havde den 25-årige Tottenham-angribers ekskæreste, Sandri Oliveira, en fest over målet.

Hun var på stadionet i Qatar, hvor hun overværede scoringen med egne øjne. Uden at nævne Richarlisons navn gav hun den fuld spade på det sociale medie Instagram.

- Lykken kom tilbage, jeg vidste, den ville komme tilbage, skriver hun til et videoopslag, hvor hun danser og råber.

  • Richarlison vippede bolden op til sig selv, inden han afsluttede. (Foto: © Sebastian EL-SAQQA, picture alliance / firo Sportphoto)
  • Richarlison når at dreje hovedet tidsnok til at se bolden gå i kassen. (Foto: © Nelson Almeida, AFP or licensors)
  • Richarlison mener, at han kan opsnuse chancen for mål: "I halvlegen sagde jeg til mine holdkammerater, at jeg havde brug for bolden, og at jeg ville score, hvis jeg fik den." (Foto: © Mike Egerton, PA Wire/PA Images)
1 / 3

Brasilien er Brasilien

Og nu vi er ved bristede forhold. I Brasilien har man da også bemærket, at ærkerivalen fra Argentina ligeledes har svært ved at finde noget at kritisere efter gårsdagens brasilianske sejr.

- Selv den argentinske aviser overgiver sig til Brasiliens store mål, skriver Globo og oplister en række argentinske overskrifter. Den argentiske avis Diario Olé mener for eksempel, at man allerede nu kan stoppe afstemningen om slutrundens bedste mål.

- Brasilien er bare Brasilien, skriver Diario Olé.

- Neymar, Vinicius, Richarlison. Således åbnede Brasilien-festen og sprængte stadion i luften.

Richarlison og Brasilien tændte med andre ord for musikken til fodboldfesten.

Eller som Series Brasil skriver: "Hvem er Richarlison? For de ensomme er han ledsageren. For den rejsende er han vejen. For mig er han alt."

Storladent? Ja. Klassemål? Bestemt.

Du kan suge til dig fra alle dagens kampe i DR Lyd og de fleste på P4. Det første opgør mellem Wales og Iran kan du tilmed se på DR1 samt DRTV fra klokken 10.45.

Derudover kan du hver dag blive klædt på til VM med DR Sportens nyhedsbrev. Vores hold i Qatar giver dig hver morgen alt det, du ikke må gå glip af fra VM i fodbold - direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.