Fodboldmordet i Belo Horizonte

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul var til stede, da Brasilien tabte VM-semifinalen på hjemmebane i 2014 med ufattelige 1-7 til Tyskland.

De største oplevelser på fodboldstadion kan også rumme stor smerte.

Det er altid svært at rangere oplevelser.

Var det for eksempel bedre at smage et jordbær for første gang end at cykle en tur i solskinnet? Var dit første kys med lukkede øjne bedre end dit seneste?

På samme måde har jeg det med fodboldkampe. I virkeligheden elsker jeg dem alle lige højt; også Lyngby-Hobro en mandag aften i regnvejr.

Men en måde at lave en indre liste over sine største fodboldoplevelser er netop at lukke øjnene og så vente på, hvilket stadion, hvilken lugt og hvilke spillere, der dukker op på den indre storskærm.

Når jeg gør det, så tager tankerne mig ofte tilbage til en varm julidag 2014 i den brasilianske by Belo Horizonte og en oplevelse, der rummede fodboldøjeblikke af historisk storhed, men også havde en grum og tårevædet slagside for hovedparten af de tilstedeværende.

Det var nemlig her – i byen med den smukke horisont – at jeg så et regulært og overlagt mord i fodboldmæssig forstand.

Andreas Kraul og Kenneth Møller Pedersen var på plads til VM-kampene i 2014 i Brasilien for at kommentere kampene i radioen.

Et mord for øjnene af et gult menneskehav

Dødstidspunktet er mere præcist fastsat til onsdag den 9. juli 2014 mellem klokken 17 og 19 lokal brasiliansk tid, og jeg spoler lige den indre film tilbage til netop de timer, hvor jeg som udsendt radiokommentator skulle transmittere den første af de to VM-semifinaler til lytterne på P3 hjemme i Danmark.

Sammen med min medkommentator, Kenneth Møller Pedersen, sidder jeg midt i et gult menneskehav af forventningsfulde brasilianere, der alle sammen er indehavere af netop disse dages dyreste værdipapir i det store Sydamerikanske land – en billet til VM-semifinalen mellem Brasilien og Tyskland.

Det har været en tør og støvet tur ud til stadion. Kaotisk. Folk alle vegne, båthorn, sambarytmer, men også en glæde og en forventning, man ikke finder ret mange steder end netop i Brasilien. VM-fodboldens mytiske og mangedobbelte mestre. Hjemlandet for Pelé, Romario og Ronaldo og værtsnationen for en slutrunde, der de seneste uger har eksporteret fest, sang og glæde direkte ud til tv-skærme i hele verden.

Og nu skal festen sådan set bare nå sit klimaks. Brasilien skal kåres som verdensmestre, sådan som det har været disse spilleres skæbne, siden de blev udtaget til slutrunden på hjemmebane. I brasilianernes verden kan det ikke være anderledes.

Bange anelser på forhånd

Stemningen er elektrisk på stadion, men lige så passionerede brasilianerne er omkring fodbold, lige så naive kan de også være i blind tillid til deres egne helte.

I hvert fald har Kenneth Møller og jeg bange anelser på det brasilianske holds vegne. Neymar er ude; skadet med en brækket ryghvirvel efter kvartfinalen mod Colombia, mens forsvarsstyrmand Thiago Silva har karantæne, så anførerbindet nu sidder på den karismatiske, men også udisciplinerede og følelsesmæssigt påvirkelige David Luiz.

Samtidig er fokus alle mulige andre steder end på den kommende opgave.

I dagene og timerne op til semifinalen har der blandt Brasiliens spillere været hilsner på trøjer og kasketter til Neymar, der har været bønner og lovprisninger til såvel himlen, som på de sociale medier, men meget lidt fokus på den velsmurte fodboldmaskine, som rent faktisk venter på den anden banehalvdel i Belo Horizonte.

I nærmest skrigende kontrast fremstår nemlig tyskerne så velforberedte og i kontrol, som lige præcis kun tyskere kan være det inden en semifinale om verdensmesterskabet i fodbold.

'Historisk fiasko' stod der i en brasiliansk avis dagen efter.

Ikke noget med bønner til himlen, men et nøje udtænkt og selvanlagt træningsanlæg ude ved kysten, kalkulerede kostplaner og en helt klar fornemmelse hos træner Joachim Löw for, hvor den skarpslebne og opvarmede tyske fodboldkniv af rustfrit stål skal sættes ind.

For eksempel i det enorme bagrum bag Marcelo og den nye anfører David Luiz i værtsnationens venstre forsvarsside. Eller efter overmodige brasilianske boldtab midt på banen. Det er et koldt, kynisk og overlagt fodboldmord, som er under opsejling.

En likvidering på grønt underlag.

Alt det ved Kenneth og jeg naturligvis ikke, da vi så småt gør os klar til at sende kampen i radioen hjem til lytterne på P3. Men allerede under nationalmelodierne er der flere faresignaler.

Stålsatte, rolige tyske øjne på de 11 udvalgte, som under ’Lied der Deutschen’ synger om enighed, retfærdighed og frihed, mens de brasilianske spillere animeret skråler deres ’Hino Nacional’ ud sammen med tilskuerne. David Luiz og målmand Júlio César holder sammen en trøje med Neymars navn og 10-tallet op. Under nationalmelodien. Lige inden en semifinale. Det er en kollektiv tilstand af rendyrket affekt.

Og affekt er normalt aldrig en god tilstand at være i, når man skal møde Tyskland.

360 vanvittige sekunder

På pladsen med ’DR Radio’-skiltet på bordet skulle vi også hurtigt blive overbeviste om, at vores bange anelser for de 58.000 brasilianere omkring os holdt stik. I en grad, ingen af dem havde forestillet sig selv i deres værste mareridt.

Gense eller genhør selv højdepunkterne fra de første 30 minutter; eller nøjes i virkeligheden bare med de sølle seks minutter – 360 vanvittige sekunder - efter en lille halv time, da tyskerne går fra 1-0 til 5-0.

Og forestil dig så at være på Estádio Mineirão, mens Brasilien på den måde blev skilt ad. I en VM-semifinale. På hjemmebane.

Nedenfor kan du høre, hvordan det lød i radioen, da Tyskland gik målamok under gennemstillingen til Brasilien. Efter 4-0-scoringen blev der sat musik på, men få sekunder senere stod der 5-0.

0:00

5-0 til Tyskland efter en halv time. En halv time! Det var både smukt og ondt i al sin rendyrkede, germanske effektivitet, og rundt omkring os græd mange af tilskuerne.

Ikke på den der overgearede og teatralske tudemåde, men stille tårer, som selv hos voksne mænd trillede ned på de gule landsholdstrøjer og indikerede, at den billet, de havde knuget så hårdt til sig på vej ud på stadion, også skulle blive et evigt minde om et historisk kollaps. Et nationalt traume.

'The smoking gun' er ikke til at tage fejl af. Det var tyskerne, der fodboldmyrdede brasilianerne den aften i Belo Horizonte.

Også på kommentatorpladserne kiggede vi vantro på hinanden. Slutcifrene blev på 7-1, blandt andet fordi indskiftede André Schürrle havde været ude for at varme op, da tyskerne ellers i pausen aftalte at være nådige og ikke stikke kniven yderligere ind med flere scoringer.

I stedet blev det den største målforskel i en knockoutkamp ved en VM-slutrunde siden 1938, og det var Brasilien, der havde indkasseret ydmygelsen. Nede på banen græd David Luiz og flere af de andre spillere nu også som piskede, og imens pakkede Kenneth Møller og jeg radioudstyret sammen i respektfuld tavshed.

Vi vidste begge, at denne sene onsdag eftermiddag i Belo Horizonte altid vil stå klart i hukommelsen. Man glemmer vist ikke, når man har overværet et fodboldmord.

Du kan se højdepunkterne fra opgøret i videoen herunder.

FacebookTwitter