Glem juleaften, det er NU, det sner i fodboldland: 'Det er nogle helt vilde kvartfinaler'

VM-kvartfinalerne står for døren, og du kan roligt glæde dig, siger DR Sportens fodboldkommentatorer.

De VM-favoritterne fra Brasilien møder Kroatien i fredagens kvartfinale. (Foto: © Pavel Golovkin, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)

Det er én stor, indbydende VM-buffet, som venter fredag og lørdag. Spørgsmålet er blot, om du starter med at gå højre eller venstre om herlighederne.

Sådan beskriver DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul de fire VM-kvartfinaler, som begynder med to fodboldbrag fredag.

- Det er nogle helt vilde kvartfinaler. Du skal bare gå i gang med det hele og skovle så meget som muligt på tallerkenen. Du bliver ikke overmæt af de her kampe, siger Andreas Kraul.

Kvartfinalerne begynder med mødet mellem VM-favoritterne fra Brasilien og straffesparkseksperterne fra Kroatien og sluttes af med det europæiske storbrag England-Frankrig.

DR Sportens kommentator Henrik Liniger skal kommentere et par af kvartfinalerne i radioen i VM på P4.

- Kvartfinalen har altid været min yndlingsrunde. Da har vi fået destilleret VM til de gode hold efter nogle ottendedelsfinaler, som ofte er lidt fesne. Nu skifter turneringen ham, og jeg glæder mig enormt meget, siger Henrik Liniger.

DR Sportens to kommentatorer fortæller herunder, hvad vi kan forvente os af de fire kvartfinaler.

God VM-appetit og velbekomme:

Kroatien-Brasilien (DR1 og DRTV)

Sidst Brasilien vandt VM, skrev vi 2002. 20 år senere har de en god mulighed, mener Andreas Kraul. (Foto: © Manu Fernandez, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)

- Man skal glæde sig til at se Brasilien, som er manges VM-favorit. De har genfødt den brasilianske kærlighed og sammenlignes med tidligere årgange, hvor de både vandt og begejstrede befolkningen med flot spil, siger Andreas Kraul.

- Men nu bliver de udfordret. De møder verdensmestrene i knockout-kampe. Kroatien har vundet syv ud af deres otte seneste straffesparkskonkurrencer og bliver en svær modstander for Brasilien, som ikke har vundet over et europæisk hold i knockoutfasen de seneste 20 år.

Du kan følge kampen mellem Kroatien og Brasilien fredag fra klokken 15 med optakt på DR1 og DRTV. Derudover kan du lytte med på DR Lyd og VM på P4 samt følge med på dr.dk.

Holland-Argentina

Lionel Messi er 35 år gammel og kan meget vel have gang i sit sidste VM. Dermed kan det være slut i aften, hvis ikke han og Argentina vinder over Holland, påpeger Henrik Liniger. (Foto: © arena, Marcelo Machado de Melo/Fotoarena)

- Jeg har svært ved at se den store styrkeforskel på de to hold, og det bliver en meget lige kamp. De er begge lige under de allerbedste, og jeg ser frem til et åbent opgør, siger Henrik Liniger.

- Det er også en VM-klassiker. I VM-finalen i 1978 var Holland millimeter fra at vinde, men Argentina vandt alligevel, og det var tæt igen i 1998, da Dennis Bergkamp scorede et fantastisk mål i en hård kamp med to røde kort. Det er to legendariske VM-kampe, og nu sker det igen 24 år senere, hvilket gør mødet helt specielt.

Du kan lytte med fra slagets gang på DR Lyd eller VM på P4 eller se kampen på TV 2 fra klokken 19.35.

Marokko-Portugal

Marokkos fans kommer til at gøre, hvad de kan for at sende landets helte i VM-semifinalen, fortæller Henrik Liniger. (Foto: © ROBIN PARKER/FOTOSPORTS INT'L)

- Det er fedt, at et undertippet hold som Marokko er kommet så langt, som de er. Man skal glæde sig til en utrolig lydkulisse fra de marokkanske fans, for de er i særklasse. Det bliver en marokkansk hjemmebane af dimensioner, for de har hele den arabiske verden bag sig, siger Henrik Liniger.

- Jeg glæder mig til at se, om overraskelsen fortsætter, eller om Portugal lever op til favoritværdigheden. Det mest spændende ved kampen er dog, om Cristiano Ronaldo er bænket igen. Historien om ham har fyldt mere end sejren over Schweiz i ottendedelsfinalen, og han vil fylde igen nu.

Du kan lytte med fra slagets gang på DR Lyd eller VM på P4 eller se kampen på TV 2 fra klokken 15.15.

England-Frankrig (DR1 og DRTV)

Frankrigs angrebsstjerne Kylian Mbappe har været en af VM's store oplevelser, og England får svært ved at styre ham, vurderer Andreas Kraul. (Foto: © KIRILL Kudryavtsev, AFP or licensors)

- Det er den vildeste af kvartfinalerne, og det er fantastisk, at vi har to europæiske stormagter, som mødes allerede nu. Det er virkelig en lækkerbisken. De regerende verdensmestre mod EM-finalisterne fra sidste år, siger Andreas Kraul.

- Den rummer så mange fede dueller som Kylian Mbappe mod Kyle Walker samt den storscorende engelske offensiv mod Frankrigs forsvar. Jeg har en fornemmelse af, at England kan udfordre Frankrig. Sidstnævnte virker stærkest, men sikke en kamp.

Du kan følge kampen mellem England og Frankrig lørdag fra klokken 19 med optakt på DR1 og DRTV. Derudover kan du lytte med på DR Lyd og VM på P4 samt følge med på dr.dk.