Her er Danmarks VM-kvalifikationsgruppe: 'Jeg er millimeter fra at danse på bordet'

Danmark er kommet i VM-kvalifikationsgruppe med Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova.

Det danske landshold indleder VM-kvalifikationen i marts. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

EM i fodbold til sommer, netop overstået Nations League-gruppespil og nu VM-kvalifikationen, der starter til marts.

Ja, de danske drenge har travlt for tiden, men nu kan de endelig begynde at forberede sig på de fem hold, der venter i VM-kvalifikationsgruppen, der leder frem mod VM i Qatar i 2022.

Vinder Danmark gruppen, er VM-billetten allerede i hus i november 2021, så det er et komprimeret kvalifikationsprogram, der møder det danske landshold det næste år.

Ved lodtrækningen i Fifas hovedkvarter i Zürich, blev det mandag aften afgjort, at Danmark i gruppe F skal kæmpe imod Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova for gruppens eneste direkte VM-billet. Vejen til den billet kommer vi tilbage til.

Og det er ikke den værste lodtrækning, hvis man spørger DR Sportens kommentatorer Andreas Kraul og Henrik Liniger, der allerede, da Østrig og Skotland var trukket op ad bowlen, var ganske tilfredse med den danske lodtrækning.

- Det er fremragende. Det er super, udbryder de begge.

Efter lodtrækningen havde Andreas Kraul da også svært ved at skjule sin glæde.

- Det er på papiret virkelig en god lodtrækning for Kasper Hjulmand i hans første kvalifikationsturnering.

- Jeg er millimeter fra at danse på bordet, siger Andreas Kraul.

Hør Kasper Hjulmands umiddelbare reaktion på Danmarks gruppe:

Hjulmand er glad for lodtrækningen

Den danske landstræner, Kasper Hjulmand, dansede godt nok ikke på bordet, men var tydeligvis glad for lodtrækningen.

- Første reaktion er, at det er en god lodtrækning. Det er klart, at det er en lodtrækning, jeg tror på, siger Kasper Hjulmand til DR Sporten umiddelbart efter lodtrækningen.

Danmarks på papiret sværeste modstander i gruppen er Østrig, og det er bestemt også et hold, landstræneren har respekt for.

- Jeg har stor respekt for det østrigske hold. De vandt deres Nations League B-gruppe og er nu i A-laget. Det er nærmest kun Bundesliga-spillere. Det er et rigtigt godt hold, der er på vej frem. Det skal man selvfølgelig tage alvorligt.

Den tidligere italienske fodboldspiller Daniele De Rossi trækker Danmark fra bowlen. (Foto: ULMER via www.imago-images.de © imago images/ULMER Pressebildagentur)

Også landsholdets højre back Joakim Mæhle, der til dagligt spiller i belgiske Genk, mener, at Østrig kan blive en hård modstander.

- Det er jo et godt hold og et hold, der er på vej frem. Der er mange gode unge spillere og mange spillere i Bundesligaen. Det er ikke et hold, man skal undervurdere på nogen måder. Det er et slagkraftigt hold, der lige har kvalificeret sig til A-laget i Nations League.

Joakim Mæhle, der til dagligt spiller i den belgiske klub Genk, er glad for Danmarks VM-lodtrækning. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Men vi ved også godt, at når vi er førsteseedet, så er vi også det hold, alle de andre går ud for at slå, så vi skal ikke tage let på nogen af kampene, siger Joakim Mæhle til DR Sporten.

Et på papiret lidt nemmere hold for de danske spillere er Færøerne, som Danmark mødte så sent som i oktober. Her vandt landsholdet 4-0, og lodtrækningen skabte da også glæde i lodtrækningsstudiet, hvor Andreas Kraul og Henrik Liniger fulgte med.

- Vi letter simpelthen på klaphatten i studiet her. Både med et fantastisk møde med færingerne - dejligt folkefærd - men også med en god lodtrækning. Vi har lige mødt dem i en testkamp, og der var ikke så meget tvivl, siger Andreas Kraul.

Kasper Hjulmand er trods møder med nationer som Østrig og Skotland, der er på vej frem, lettet over, at landsholdet ikke skal på de helt lange flyveture i løbet af kvalifikationen.

- Vi slap for de alt for lange rejser østpå, og det er en vigtig ting. Specielt når der er tre kampe i de her terminer.

- Alt i alt en god lodtrækning. Vi glæder os meget til at tage hul på gruppen, siger Kasper Hjulmand.

- Alt i alt en god lodtrækning. Vi glæder os meget til at tage hul på gruppen, siger landstræner Kasper Hjulmand. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Kun gruppevinderne får direkte billet

Vinderne af de ti VM- kvalifikationsgrupper kvalificerer sig direkte til VM og efterlader tre billetter til de resterende europæiske hold. Der er nemlig i alt 13 pladser at spille om i Europa.

Det er derfor yderst vigtigt, at Danmark vinder gruppen.

De sidste tre pladser skal nemlig findes blandt de ti andenpladser i VM-kvalifikationsgrupperne og de to bedst rangerede gruppevindere i det netop overståede Nations League-gruppespil. De 12 hold mødes i playoff-turneringen, der spilles i marts, 2021.

Playoff-turneringen inddeler de 12 hold i tre spor, hvor der i hvert spor spilles semifinaler og finale - vinderne af de tre mini-turneringer får en VM-billet.

Og derfor understreger landsholdets Joakim Mæhle da også vigtigheden i, at Danmark kvalificerer sig direkte.

- Det er hundrede procent det, vi går efter. Det ville jo være klart at foretrække, at man kan undgå at spille flere kampe, end dem man har i gruppen. Forhåbentligt kan vi gøre det med gode præstationer og med fans på lægterne.

Ser du jer som favoritter til at tage gruppesejren?

- Det gør jeg da. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke gjorde. Det er os, der kommer fra første seedning, og vi har gjort det godt i Nations League. Vi har, synes jeg, de bedste kvaliteter på papiret, siger Joakim Mæhle.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul er heller ikke bleg for at give Danmark favoritværdigheden.

- Jeg synes klart, at med den opstigning, der har været på verdensranglisten, de kvalifikationer holdet har haft, og med det Danmark præsterede ved VM i 2018, så er Danmark favorit i den her pulje, siger Andreas Kraul.

Danmark indleder VM-kvalifikationen til marts.

FacebookTwitter