Her er VM’s allstar-hold efter første runde

Verdensmesterskaberne i fodbold er i fuld gang. Her er de bedste 11 kvinder efter gruppespillets første runde.

VM i fodbold har rundet det første hjørne, efter at første runde i gruppespillet tirsdag blev afsluttet.

Herunder har DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger i forening med Arnela Muminovic valgt VM’s allstar hold, som det ser ud efter de første kampe.

Målmand - Sydney Schneider, Jamaica

Jamaicas målmand Sydney Schneider kaster sig heroisk ud i feltet i kampen mod Brasilien. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Den amerikanskfødte målmand på bare 19 år stod et brag af en kamp mod overmagten Brasilien. Hun kunne ikke forhindre et klart nederlag, men det var blevet langt større uden Schneiders tryllerier i målet.

Højre back - Lucy Bronze, England

Lucy Bronze tv. leverede - som altid - en mere end solid indsats for England, da holdet mødte Skotland. (Foto: VALERY Hache © Scanpix)

Ingen overraskelse her, Bronze er bare verdens bedste højre back og det viste hun mod Skotland, både offensivt og defensivt.

Midtstopper - Wendie Renard, Frankrig

Wendie Renard har allerede scoret to mål ved VM. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Scorede to flotte mål i åbningskampen og er en evig trussel i luftrummet offensivt. Samtidig passer hun sine pligter defensivt.

Midtstopper - Maren Mjelde, Norge

Maren Mjelde i en duel i Norges kamp mod Nigeria. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Stort overblik, stor ro, og Mjelde er med til at sikre, at det norske opspil forløber som det skal. Samtidig er hun indehaver af VM's bedste frisparksfødder.

Venstre back - Tamires, Brasilien

Tamires strålede mod Jamaica. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

Backen fra Fortuna Hjørring strålede på sin position mod Jamaica. Kæmpemæssigt løbearbejde og masser af gode bolddetaljer i begge ender af banen.

Central midtbane - Amandine Henry, Frankrig

Henry binder det franske spil sammen. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)

Hjertet af det velfungerende franske hold. Henry binder spillet sammen og har overskud til at levere masser af individuel kvalitet.

Central midtbane - Jill Scott, England.

Jill Scott (th.) var en vigtig brik i Englands gode start på VM-slutrunden. (Foto: CHRISTOPHE SIMON © Scanpix)

Manchester City-spilleren var en afgørende faktor for, at England vandt midtbane-kampen mod Skotland. Uden bold var hun fantastisk i presspillet, og hun bevægede hun sig også i de rigtige områder for at skabe plads til sine medspillere. I boldbesiddelse var hun sikkerheden selv og mistede sjældent en bold.

Højre midtbane - Caroline Graham Hansen, Norge

Hun gør, hvad der passer hende. (Foto: TOLGA BOZOGLU © Scanpix)

Enestående i sit løb med bolden. Graham Hansen gør, hvad der passer hende. Og så var hun arkitekten bag VMs hidtil mest vellykkede hjørnesparkskombination.

Venstre midtbane - Barbara Bonansea, Italien

Barbara Bonansea sikrede Italien en vigtig sejr i holdets første kamp ved VM. (Foto: Francois lo Presti © Scanpix)

Et mareridt for ethvert forsvar. Bonansea arbejder stenhårdt på kanten og slår til, når hun får chancen foran mål. Det gjorde hun to gange mod Australien, hvor hun sikrede Italiens overraskende åbningssejr.

Angriber - Cristiane, Brasilien

Brasilianske Cristiane scorede tre gange i sydamerikanernes åbningssejr over Jamaica. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

Alle hattrick er flotte, men dette var i særklasse. En scoring med hovedet, en scoring på et indlæg og så et direkte frispark. 34-årige Cristiane viser, at alder ikke er en angrebs-hindring, bare kvaliteten er god nok.

Angriber - Alex Morgan, USA

Alex Morgan var på pletten fem gange mod Thailand i USA's første kamp. (Foto: THOMAS SAMSON © Scanpix)

OK, modstanden fra Thailand var nærmest ikke-eksisterende. Men fem mål i samme VM-kamp er uanset hvad nok til en plads på vores hold.

Træner - Carlos Borrello, Argentina

Carlos Borrello havde styr på taktikken i åbningskampen mod Japan ved VM. (Foto: Christophe Petit Tesson © Scanpix)

Den rutinerede argentinske træner lavede den perfekte taktik, og spillerne udførte den til et rent 12-tal. Og derfor fik Argentina 0-0 mod Japan VM-sølvvindere og skabte VMs hidtil største overraskelse.

Facebook
Twitter