Hvem skal sikre Danmark sejren? Her er eksperternes bud på Hjulmands udvalgte 11

DR Sportens fodboldkommentatorer Arnela Muminović og Andreas Kraul giver her deres bud på, hvem Kasper Hjulmand stiller med fra første fløjt mod Frankrig.

Manden med nummer otte, Thomas Delaney, er ikke længere en del af Danmarks VM-trup, efter han blev skadet. Det betyder mindst én ændring i startopstillingen til opgøret mod Frankrig. Men hvem skal ind? Giv dit bud nederst i artiklen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Om ganske få timer krydser det danske landshold klinger med Frankrig til VM.

Landstræner Kasper Hjulmand har nok haft grundige overvejelser om, hvordan hans startopstilling skal se ud.

På grund af hans skade i første kamp er Thomas Delaney ikke længere til rådighed på den centrale midtbane. Men hvem skal have så have den plads mod Frankrig?

Det er DR Sportens kommentatorer Arnela Muminović og Andreas Kraul ikke enige om.

Herunder kan du se, hvem de tror, der starter på banen mod Frankrig.

Arnela Muminović (3-4-3)

- De helt store spørgsmål er, hvem der kommer til at erstatte Thomas Delaney på midtbanen, og hvem Kasper Hjulmand satser på i angrebet, hvor Kasper Dolberg ikke viste sig fra sin bedste side mod Tunesien. Han havde mildt sagt en svag dag.

- På midtbanen gætter jeg på, at han ender ud med Christian Nørgaard som en én til én erstatning for Delaney. Han kom godt nok ikke ind mod Tunesien, det gjorde Mathias Jensen som bekendt, men det her er en helt anden kamp.

- Hjulmand har brug for en, der som Nørgaard er eminent til at erobre og holde på bolden. Så kan det være, han skifter ham ud efter en times tid.

De sikre valg: De sikre kort er som altid Kasper Schmeichel, Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Skov Olsen med flere. Dem rykker han heller ikke på den her gang. Jeg forventer, at Skov Olsen kommer til at udnytte de rum, det giver, når Theo Hernández med sin offensive stil som ventre back efterlader god plads.

Det overraskende valg: Nogle vil jo nok mene, at han skal give chancen til Yussuf Poulsen eller Martin Braithwaite, fordi de har mere fart end Dolberg. Når jeg tror på Dolberg i stedet for de to - og også i stedet for Andreas Cornelius - er det, fordi han efter min mening har flere ingredienser i sit spil. Han er simpelthen bedre med ryggen til mål og til at indgå i sammenspillet med midtbanen, og det virker jo til, at Hjulmand satser på ham uanset hvad.

Andreas Kraul (3-4-3)

- Grundlæggende er jeg helt vildt spændt på at se, hvem Hjulmand vælger at starte med. Der er så mange valg, han skal træffe, og Delaneys fravær gør også, at han skal vurdere, hvilken type han vil have ind på den plads i stedet for. For mig kan han vælge at gå med Mathias Jensen, Christian Nørgaard eller Christian Eriksen.

- Det bliver sandsynligvis en mere åben kamp, og det kan Danmark nyde godt af. Franskmændene kommer frem, og så kan det danske hold få lidt mere plads. Derfor kunne det være en idé at starte med Lindstrøm, fordi han er så formstærk, og der kommer til at være nogle rum, han kan løbe ind i. Han kan også spille falsk 9’er, men mon ikke Hjulmand alligevel vælger at starte med Dolberg.

De sikre valg: Kasper Schmeichel, Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg og selvfølgelig Christian Eriksen er de helt sikre valg. Dem bliver der simpelthen ikke rørt ved.

Det overraskende valg: Man kan jo tænke i, om det bliver en tre- eller firebackkæde, og om der så bliver plads til Christian Nørgaard som et anker på midtbanen. Jeg tror alligevel, at han går med Mathias Jensen, der lavede et godt indhop mod Tunesien. Jeg kunne også godt se Daniel Wass starte, men der er brug for Rasmus Nissens fart mod Kylian Mbappé.

Herunder kan du give dit eget bud på, hvordan Danmark bør stille op i dag, mens du venter på, at klokken slår 17.00: