Hvis én VM-dansker strutter af selvtillid, er det back-raketten fra Benfica

24-årige Alexander Bah er stolt over at være med til VM. Og så er han glad for, at hans far den her gang faktisk har opdaget sønnens udtagelse til landsholdet.

Alexander Bah er foreløbig noteret for fire A-landskampe. Han er med til VM for første gang. (Foto: © Peter Cziborra, Ritzau Scanpix)

Alexander Bah - 24-årig fynbo og slutrundedebutant for Danmark - er mødt ind på landsholdet stopfyldt med selvtillid oven på et spilllemæssigt forrygende efterår.

Bah spiller til daglig i Benfica, der topper den portugisiske Primeira Liga med 12 sejre og én uafgjort i 13 kampe.

I Champions League har holdets seks kampe givet fire sejre og to uafgjorte, og Alexander Bah er startet inde i dem alle. Herunder altså de to 1-1-opgør mod mægtige PSG, hvor han som højre back spillede direkte over for den franske verdensstjerne Kylian Mbappé.

- Det er jo fantastisk for Kasper Hjulmand at have en ung spiller i truppen, der stinker så meget af tro på egne evner. Det må være som at skyde selvtillid ind i truppen med en injektionssprøjte, siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Jeg tror ikke, han spiller fra start, men hvis kampen er låst, og Hjulmand har brug for noget anderledes, får vi ham nok at se.

Alexander Bah var en af de sidste fem, der blev udtaget til VM. Han fik det efter sigende at vide i en sms fra landstræneren bare ti timer før, han skulle med et fly hjem til Danmark, før hele holdet rejste samlet videre til Qatar.

- Det kan godt se ud, som om han er med på yderste mandat. Han har endda fået trøje nummer 26, og Hjulmand var da også allerede godt dækket ind på hans position som højre back. Men når der netop er 26 spillere med, er der plads til at lade unge folk få noget slutrunde-erfaring. Det så vi også med Christian Eriksen ved VM i Sydafrika i 2010, siger Andreas Kraul.

- Man skal også huske på, at en spiller som Daniel Wass er 33 år og derfor nok i gang med sit sidste VM, mens Alexander Bah uden tvivl er en spiller, der på sigt bliver vigtig for Danmark. På den måde er det en god investering at have ham med nu.

Alexander Bah under et pressemøde i Al Sailiya i Doha. (Foto: © Natalia Kolesnikova, Ritzau Scanpix)

Debuterede med scoring i sejr over svenskerne

Alexander Bah fik sin A-landsholdsdebut mod Sverige i en bemærkelsesværdig testkamp på Brøndby Stadion i november 2020.

Det var en kamp præget af masseafbud fra de normale spillere, fordi corona-restriktioner forhindrede dem i at rejse hjem. Spillerne fra den engelske Premier League ville eksempelvis på grund af minksituationen og mistanken om det muterede coronavirus herhjemme blive mødt med krav om at gå i karantæne, når de kom tilbage fra Danmark.

Derfor blev de i England, og Kasper Hjulmand var nødt til at udtage ni nye spillere, inden han selv måtte isolere sig, da Robert Skov pludselig testede positiv i landsholdslejren. Det gjorde Ebbe Sand til fungerende landstræner for en kort bemærkning.

Alexander Bah tog plads på bænken fra kampens begyndelse, men han blev skiftet ind i stedet for Christian Eriksen fra anden halvlegs start, og han scorede såmænd målet til slutfacit 2-0 midt i halvlegen.

Et kvarter før havde Jonas Wind nettet til 1-0.

De to målscorere i den corona-påvirkede testkamp mod Sverige, Alexander Bah og Jonas Wind. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Bah er med 'A' som i 'anderledes'

Sådan sørger man for, at hele fodbold-Danmark lærer éns navn at kende.

Også selv om de fleste nok er i tvivl om, hvordan det dér Bah egentlig udtales: Med 'a'-lyden som i banan eller som i anderledes?

- Det er ligesom i anderledes, siger Andreas Kraul.

- Historien om Alexander Bah er i sig selv anderledes og for vild. For fire år siden rendte han rundt og spillede 1. division i HB Køge. Nu er han fast starter for Benfica, der brager afsted som uovervindelige.

- Det må være den moderne udgave af silkevejen. I hvert fald er det en noget aparte vej til landsholdet, når man ser på, hvilke klubber spillerne normalt kommer forbi, siger Andreas Kraul.

Alexander Bah tog skridtet fra 1. division i 2018, da han skrev under på en kontrakt med superligaklubben Sønderjyske. Siden skiftede han først til tjekkiske Slavia Prag og så til Benfica, og i mellemtiden er han altså blevet opdaget og indlemmet på landsholdet.

Nu står han så måske over for sin rød-hvide debut på den allerstørste scene i fodboldens verden.

- Jeg må have taget de rigtige skridt og have haft både dygtige trænere og holdkammerater undervejs. Jeg vidste jo ikke dengang i Køge, at jeg arbejdede hen imod et VM her i 2022, siger Alexander Bah til DR Sporten.

Om sin udtagelse siger han, at han selvfølgelig havde håbet på det efter sit fænomenale efterår for Benfica.

- Jeg følte mig klar til det, og det lå da også i baghovedet efter de gode kampe mod Paris, at jeg kunne blive udtaget. Nu går jeg ind til det sådan, at jeg tager det hele dag for dag, for jeg er godt klar over, at jeg er en af de nye. Der er mange, som har været med længe, og så må jeg bare bidrage med det, jeg nu kan, siger Alexander Bah.

Siden debutkampen mod Sverige er det blevet til tre landskampe mere for Alexander Bah. Kamp nummer to kom næsten på dato et år efter den første, og så gik der fire måneder, før han blev udtaget til den tredje.

Og netop den tredje kamp knytter der sig en sjov historie til.

Modstanderen var Holland hjemme i Amsterdam, og det blev annonceret, at Christian Eriksen her ville få comeback på landsholdet efter sit hjertestop. Den nyhed fik Alexander Bahs far til at give sin søn et opkald.

- Han spørger, om jeg har set, at Christian Eriksen kan få comeback. Det havde jeg godt hørt, og jeg spørger så, om han ikke havde set, at jeg altså også skulle med. Det havde han slet ikke opdaget, siger Alexander Bah til DR Sporten.

Den historie griner de stadig af i familien Bah, hvor far Vincent Hamadi Bah med de gambianske rødder har boet i Danmark siden 1990.

Alexander startede i øvrigt inde mod hollænderne og fik hele første halvleg af kampen, som Danmark tabte 4-2.

- Den her gang har han helt styr på, at jeg er udtaget og med til VM, og han er utroligt glad og stolt på mine vegne. Begge mine forældre har støttet mig i alt, siden jeg startede til fodbold som tre-årig, og de er selvfølgelig godt tilfredse, siger Alexander Bah.