'Jeg tænkte yes': Derfor var Australiens VM-gave vigtig for dansk avancement

En sejr over Frankrig vil sende de danske fodboldherrer tæt på ottendedelsfinalerne ved VM i Qatar, vurderer Andreas Kraul.

Hvordan kommer Danmark videre? Bliv klogere her. (Foto: © adrian dennis, Ritzau Scanpix)

Juleaften er endnu en lille måned væk, men derfor kan man sagtens betragte Australiens VM-sejr på 1-0 over Tunesien som en lille julegave.

Det mener Andreas Kraul, DR Sportens fodboldkommentator.

Resultatet betyder nemlig, at Danmarks chancer for avancement fra gruppespillet er forbedret - også selvom det skulle blive til et nederlag mod Frankrig i aftenens VM-brag.

- Jeg tænkte yes. Det var godt nyt for Danmark, at Australien vandt. Det betyder sandsynligvis, at vi "bare" skal slå Australien i den sidste kamp for at gå videre, siger Andreas Kraul.

Først skal Danmark dog møde Frankrig lørdag eftermiddag.

I oversigten herunder kan du tjekke op på de forskellige scenarier for landstræner Kasper Hjulmand og co.

Sejr

En sejr er - naturligvis - klart at foretrække for Danmark. (Foto: © Natalia Kolesnikova, Ritzau Scanpix)

Vinder Danmark over Frankrig, så begynder det at se mere end fornuftigt ud i forhold til at komme videre til knockoutkampene.

Med en dansk sejr lørdag, så behøver Danmark nemlig kun spille uafgjort mod Australien i den sidste gruppekamp for at komme videre, uanset hvordan det går i kampen mellem Frankrig og Tunesien.

Uafgjort

Uafgjort mod Frankrig er brugbart. (Foto: © Natalia Kolesnikova, Ritzau Scanpix)

Uafgjort mod Frankrig vil gøre det lidt mere lunkent.

Så kræver det nemlig en dansk sejr i den sidste gruppekamp mod Australien, hvis Danmark skal spille sig videre uden at bekymre sig om, hvordan det går i opgøret mellem Frankrig og Tunesien.

Nederlag

Det bliver et pænt nej tak til et nederlag mod Frankrig. (Foto: © GARETH BUMSTEAD, Ritzau Scanpix)

Nu skal vi til at holde piben lige i munden.

Taber Danmark til Frankrig, så skal Danmark slå Australien i den sidste gruppekamp. Det vil betyde, at danskerne smutter forbi Australien.

Udfordringen er her, at Tunesien kan nå samme antal point som Danmark, hvis de formår at slå Frankrig i den sidste gruppekamp. Herfra skal der i givet fald kigges på målscore.

Skulle Danmark tabe til Frankrig og vinde over Australien, så kommer Danmark stadig videre, hvis Tunesien ikke formår at slå Frankrig.

Du kan høre opgøret mellem Danmark og Frankrig i DR LYD, i VM på P4 eller i tekst på DR.dk klokken 17 lørdag.

Opgøret kan ses på TV2.