KAMPEN PÅ 1 MINUT Argentina leverer mirakuløst comeback mod Skotland

Argentina præsterede tre mål i de sidste 20 minutter, som var nok til at udligne kampen mod Skotland.

Der var spænding til sidste sekund i gruppeopgøret mellem Skotland og Argentina onsdag aften på Parc des Princes i Paris.

Favoritterne fra Skotland kom foran med 3-0, men med 20 minutter tilbage af kampen leverede Argentina et mirakuløst comeback, så opgøret endte 3-3.

Det betyder, at Skotland er ude af VM. Sydamerikanerne har en minimal chance for at avancere, hvis de resterende gruppespilskampe flasker sig.

Skotland kom foran efter 19 minutters spil. Her modtog Kim Little en tværspasning midt i feltet, inden hun prikkede bolden i mål til 1-0.

Andet mål faldt i starten af anden halvleg, da Jennifer Beattie headede bolden i det argentinske mål. Fem minutter senere var det skotske Erin Cuthberts tur til at øge forspringet, efter hun fangede en argentinsk nedfaldsbold i feltet.

Dog iværksatte Argentina et comeback, som Milagros Menéndez sparkede i gang i det 74. minut. Spændingen blev yderligere intensiveret, da Florencia Bonsegundo med et langskud på undersiden af overliggeren gjorde det til 3-2.

Comebacket blev fuldendt, da en VAR-kendelse gav Argentina straffespark og dermed muligheden for at gøre det til 3-3.

Det brændte Florencia Bonsegundo i første omgang, men da den skotske keeper ikke stod stille på mållinjen, fik argentineren endnu en chance. Med et spark midt i målet udlignende sydamerikaneren til slutresultatet 3-3.

Florencia Bonsegundo fuldender comebacket for Argentina i tillægstiden. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)

De to resterende hold i gruppe D, Japan og England, avancerer til ottendedelsfinalerne.

VM-slutrunden blev sparket i gang 7. juni og varer indtil 7. juli. Turneringen afholdes i Frankrig, og samtlige kampe kan ses på DR3 og DRTV.

Facebook
Twitter