Kampen på 1 minut: Cameroun snyder Brasilien til sidst, ser rødt og er ude af VM

Cameroun gav Brasilien deres første nederlag ved VM i Qatar med en sen scoring, men er ude af VM.

Brasilien kunne fredag aften blive den første nation ved VM i Qatar, som tog maksimumpoint i gruppespillet.

Men Cameroun udnyttede, at de stod over for en brasiliansk B-kæde, da de med en overtidsscoring vandt 1-0 over Brasilien, som dog ikke var nok for at sende dem videre ved VM.

Gabriel Martinelli var ellers tæt på at bringe Brasilien i front efter 14 minutter, men Camerouns målmand var i vejen for hovedstødet. Ederson var også i vejen i det brasilianske mål, da Bryan Mbeumo var meget tæt på at sætte føringsmålet i kassen kort før pausen.

I anden halvleg var Martinelli igen på færde, og han var tæt på at bringe brasilianerne i front efter en flot solotur, men bolden ville bare ikke ind i dag.

Og det skete ikke før i overtiden, hvor et indlæg ramte panden på Vincent Aboubakar, som sendte bolden i nettet til en 1-0-føring. Overraskende nok smed angriberen også trøjen, og med et gult kort i forvejen blev han også smidt ud for jubelscenen.

Selvom scoringen sendte glæde hos de camerounske fans på lægterne, så ændrer det ikke på, at Cameroun nu tjekker ud af VM med en flot sejr i bagagen, mens Brasilien snupper førstepladsen i gruppen.

Du kan se højdepunkterne fra opgøret mellem Brasilien og Cameroun i videoen øverst i artiklen.