KAMPEN PÅ 1 MINUT Efter 20 års tørke er Italien blandt de sidste otte ved VM

Italien har spillet sig i kvartfinalen ved VM efter en sejr over Kina.

De italienske fodboldkvinder er klar til kvartfinalen ved VM i fodbold.

Tirsdag besejrede Italien i ottendedelsfinalen Kina med 2-0, og dermed møder Italien enten Holland eller Japan, der afslutter ottendedelsfinalerne senere tirsdag.

Italien kom foran 1-0 efter et kvarter, da Valentina Giacinti sendte bolden i mål, efter at det kinesiske forsvar var på hælene i flere omgange.

Italien scorer mod Kina i 1/8-finalen (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

Fire minutter efter pausen slog italienerne så til igen.

Efter en omstilling blev bolden spillet frem til Aurora Galli. Hun afsluttede fra distancen, og bolden røg i mål til 2-0.

Kina pressede på i kampens sidste ti minutter, men det lykkedes ikke at ændre slagets gang, og dermed blev ottendedelsfinalen endestation for Kina.

Det er 20 år siden, at Italiens kvindelige fodboldlandshold har deltaget ved VM.

De øvrige kvartfinaler ved VM ser således ud:

Norge-England, Frankrig-USA samt Tyskland-Sverige.

VM-slutrunden for kvinder blev sparket i gang 7. juni og varer indtil 7. juli. Turneringen afholdes i Frankrig, og samtlige kampe kan ses på DR3 og DRTV.

/Ritzau/

Facebook
Twitter