Kampen på 1 minut: Kroatien er videre til kvartfinalen efter straffedrama

Kroatien vandt over Japan i denne slutrundes første straffesparkskonkurrence efter 1-1 i den ordinære spilletid.

Der var drama for alle pengene i en kamp, hvor Kroatiens målmand, Dominik Livakovic blev den helt store helt med hele tre straffesparksredninger.

Japan kom ellers godt ud til kampen og kreerede flere chancer i første halvleg. Kort før pausen var det da også japanerne, der kom foran.

Efter et hjørnespark landede bolden for fødderne af Japans Daizen Maeda, der let kunne sparke bolden i mål til 1-0.

I anden halvleg var det kroaterne, der skulle jagte, og det gav bonus, da de efter 55 minutter fik udlignet til 1-1.

Dejan Lovren sendte et indlæg ind i panden på Ivan Perisic, der fra lang afstand fik sendt et velplaceret hovedstød i mål uden chancer for Japans målmand, Shuichi Gonda

Der kom ikke flere mål i hverken den ordinære eller forlængede spilletid, og derfor skulle kampen afgøres i denne slutrundes første straffesparkskonkurrence.

Her blev Kroatiens målmand, Dominik Livakovic, den helt store helt, da han redede hele tre straffespark.

Selvom Kroatiens Marko Livaja også sparkede på stolpen en enkelt gang, kunne Japan ikke undgå nederlaget i straffesparkskonkurrencen.

Dermed er viceverdensmestrene fra Kroatien videre til kvartfinalen, hvor deres modstander bliver fundet senere i aften, når Brasilien og Sydkorea mødes.

Du kan se ottendedelsfinalen mellem Brasilien og Sydkorea i aften på DRTV og DR1 med optakt fra klokken 19:05.

Du kan også se højdepunkter fra Japan-Kroatien i videoen øverst i artiklen.