Kampen på 1 minut: Kroatien slår VM-favoritterne ud i straffedrama

Kroatien vandt straffesparkskonkurrencen mod Brasilien, efter den forlængede spilletid endte 1-1.

Brasilien har begejstret store dele af fodboldverden med deres spil i deres første fire VM-kampe, men den femte kamp blev deres sidste i turneringen efter et straffedrama mod Kroatien.

Brasilien forsøgte længe at åbne det kroatiske forsvar, og i anden halvleg begyndte brasilianerne at blive farlige foran mål. Men den kroatiske målmand, Dominik Livakovic, formåede at blokere flere afslutninger fra blandt andet Neymar og Lucas Paqueta.

Det lykkedes ikke brasilianerne at få scoret, og derfor måtte kampen ud i forlænget spilletid.

Brasilien virkede ikke til at ville ud i en straffesparkskonkurrence, og lige inden slutningen på den forlængede spilletids første halvleg lykkedes det brasilianerne at få scoret det forløsende mål til 1-0.

Superstjernen Neymar dukkede op og scorede et fænomenalt mål. Brasilianeren satte pludselig tempo på og fik kombineret sig igennem det kroatiske forsvar, inden han løb uden om den kroatiske målmand og sparkede bolden i mål.

Det begyndte at lugte af en semifinaleplads til sydamerikanerne, men så dukkede Bruno Petkovic op og gjorde det til 1-1. Kroaten sendte en afslutning mod mål, som ved hjælp af en afretning fik lov til at gå hele vejen i nettet.

I straffesparkskonkurrencen brændte både Rodrygo og Marquinhos for Brasilien, og da Kroatien scorede på alle deres forsøg, var det dem, der kunne bryde ud i jubel over en plads i semifinalen.

Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen.