Kampen på 1 minut: Mærkværdigt mål holder ikke Holland fra kvartfinalerne

Holland slog USA 3-1 og er videre til kvartfinalen efter en kamp med flotte mål.

Hollænderne kan som de første ved VM i Qatar glæde sig over en kvartfinaleplads.

Det står klart efter sejren på 3-1 over USA lørdag aften.

Holland kom planmæssigt i front efter 10 minutter efter et flot opspil. Denzel Dumfries sendte en kvalificeret aflevering ind i feltet til Memphis Depay, der med en kontrolleret afslutning kunne sende bolden i mål til 1-0.

Efterfølgende faldt kampen voldsomt i tempo, og i lang tid var det kun en afslutning fra USA’s Timothy Weah, der for alvor var ved at blive farlig.

Men sekunder før pausefløjtet blev det så også 2-0 til Holland. Den rutinerede back Daley Blind scorede efter et opspil, hvor USA’s forsvar snorksov.

I anden halvleg forsøgte USA at presse på, men det var længe Holland, der kom til de største chancer.

Efter 75 minutter kom spændingen dog tilbage i opgøret, da USA fik reduceret. Haji Wright fik dirigeret bolden i mål på spektakulær vis med noget, der lignede et lob med ydersiden af foden.

Men kort tid efter fik Holland så lukket kampen. Daley Blind sendte et indlæg ind til en fri Denzel Dumfries bagerst i feltet, der lukkede kampen med sin scoring til 3-1.

Resultatet betyder, at Holland går videre til kvartfinalen. Hvem de skal møde bliver afgjort senere i aften, når Argentina står over for Australien.

Den kamp kan du se på DR1 og på DRTV med optakt fra klokken 19.

Du kan se højdepunkter fra Holland-USA i videoen øverst i artiklen.