Kampen på 1 minut: Marokko sender Spanien ud af VM efter straffesparkskonkurrence

Marokko er videre til kvartfinalen med 3-0 i straffesparkskonkurrencen, efter den ordinære kamp endte 0-0.

Spanien gik til kampen mod Marokko som storfavoritter, men Marokko leverede endnu en overraskelse, da de sendte Spanien ud af VM.

Det var i store dele af kampen et spansk hold, der ville holde på bolden og et marokkansk hold, der søgte omstillingerne. Målene lod dog vente på sig.

I slutningen af kampen blev der sat mere tempo i spillet, og det var da også tæt på, at Spanien kunne have taget sejren i tillægstiden af den ordinære kamp. Dani Olmo sendte et frispark afsted, der fik lov at gå hele vejen mod mål, men den marokkanske målmand Bono fik reddet bolden.

Dermed skulle kampen i forlænget spilletid. Her var Marokko tæt på at tage føringen, da Walid Cheddira i slutningen af første halvleg af den forlængede spilletid kom til en kæmpe chance. Men den halvsløje afslutning fik Unai Simon i det spanske mål reddet med en flot fodparade.

I slutningen af den forlængede spilletid var det så Spanien, der var tæt på at afgøre kampen, da spanske Pablo Sarabia sparkede bolden på stolpen.

Men der kom ingen mål, og derfor skulle vinderen findes i en straffesparkskonkurrence.

Det vigtigste for at vinde sådan en er, at man kan score, og det kunne Spanien ikke. Ved alle tre spanske forsøg fra ellevemeterpletten gik bolden ikke i mål. Selvom Marokkos Badr Benoun brændte sit spark, forhindrede det ikke Achraf Hakimi i at sparke Marokko til en sensationel sejr.

Sejren betyder, at Marokko går videre til kvartfinalen, hvor de skal møde vinderen af den sidste ottendedelsfinale mellem Portugal og Schweiz, der spilles senere i aften.

Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst.