Kampen på 1 minut: Rekordmål og magisk Mbappé sender Frankrig i kvartfinalen

Frankrig er videre til kvartfinalen med en sikker 3-1 sejr over Polen.

De forsvarende verdensmestre fra Frankrig gik ind til kampen som favoritter, og det var da også dem, der kunne juble over en plads i kvartfinalen efter slutfløjtet.

Franskmændene fik sig dog en forskrækkelse, da Polen efter 37 minutter fik en kæmpe mulighed for at score.

Piotr Zielinski blev spillet fri i feltet og fik afsluttet af to omgange, men den franske målmand, Hugo Lloris, reddede begge forsøg. Bolden landede for fødderne af Jakub Kaminski, der fik sendt den tredje afslutning mod mål. Denne gang fik franske Raphael Varane på heroisk vis reddet bolden på stregen.

Den store chance virkede dog ikke til at ryste franskmændene. For blot seks minutter senere kom Frankrig foran med 1-0.

Den franske stjerne Kylian Mbappé sendte en glimrende aflevering ind til Olivier Giroud, der sendte bolden i mål. Med sin scoring slog Olivier Giroud rekorden som den mest scorende spiller for det franske landshold nogensinde. Franskmanden har scoret 52 mål for det franske landshold.

Efter 74 minutter fik Frankrig så lukket kampen. Kylian Mbappé ville også på måltavlen, og det kom han med et mål til 2-0. Angrebsstjernen var dog ikke færdig, og han gjorde det også til 3-0 med et drøn op i målhjørnet. Med målene er Mbappé foreløbig topscorer ved dette års VM - med fem mål.

Til sidst fik Polen reduceret på et straffespark af Robert Lewandowski til kampens slutresultat på 3-1.

Dermed kan Frankrig se frem til at skulle møde vinderen af kampen mellem England og Senegal, der bliver spillet senere i aften.

Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen.