KAMPEN PÅ 1 MINUT Sent skotsk mål skaber spænding til det sidste

Skotland scorede til sidst i kampen, men de må alligevel se sig slået af Japan 2-1.

På trods af et sent skotsk mål til slut i kampen vinder Japan 2-1.

Japans sejr sikrer efter de første to kampe holdet fire point i Gruppe D, mens Skotland stadig må jagte en sejr med nul point på kontoen.

Første halvleg bar præg af et arbejdende forsvar i begge ender, men hvor pasningerne frem i banen manglede.

Favoritterne fra Japan var dog bedst og i kontrol hele kampen, men de formåede ikke at skabe chancerne.

Den første japanske chance udnyttede Mana Iwabuchi efter 23 minutter, da hun sparkede bolden ind bag den skotske målmand Lee Alexander og bragte Japan foran 1-0.

10 minutter før pausen kom Japan på tavlen igen. Dommeren fløjtede for straffe, og Yuika Sugasawa satte bolden sikkert ind i bunden af målet.

Skotland fik aldrig gang i deres opbygningsspil og kom ikke forbi Japans stabile forsvar, og første halvleg endte 2-0.

Japans Yuika Sugasawa fejrer, at hun bringer Japan foran 2-0 på straffe. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

I anden halvleg var det tæt på at blive 3-0 til Japan, men en god redning af målmand Lee Alexander forhindrede et større nederlag til Skotland.

Efter 88 minutter lykkedes det endelig for Skotland at sætte bolden i mål og skabe spænding i kampen. En skidt aflevering fra Japan landede lige i fødderne på Lana Clelland, der uden for feltet sparkede ind og reducerede.

Hverken Japan eller Skotland scorede flere mål, og kampen endte 2-1 til Japan.

Japan har vundet VM før

Japan har med sit landshold skabt sig et stort navn i kvindefodbold de seneste ti år. De har været i to VM-finaler i træk, da de vandt i 2011 og fik sølv i 2015.

I år er det et ungt hold med mange nye spillere, der stiller op for det japasnek landshold. Faktisk er 17 af de 23 VM-spillere nye i forhold til VM-truppen for fire år siden.

Efter dagens sejr til Japan ligger de nummer et i gruppen, mens Skotland ligger sidst.

Den anden kamp i gruppen mangler dog at blive afviklet, og den spilles i aften klokken 21.00. Kampen er mellem Argentina og England.

Stillingen i Gruppe D

Gruppe D spilles færdig onsdag den 19. juni. Du kan se kampene direkte på DR3 og DRTV klokken 21.00.

VM-slutrunden blev sparket i gang den 7. juni og varer indtil 7. juli. Turneringen afholdes i Frankrig, og samtlige kampe kan ses på DR3 og DRTV.

Facebook
Twitter