KAMPEN PÅ 1 MINUT Sverige knækker tyskerne og er klar til VM-semifinalen

De svenske fodboldkvinder vandt 2-1 over Tyskland og møder dermed Holland i den ene VM-semifinale i Frankrig

Sverige fik lørdag ram på Tyskland ved VM i fodbold for kvinder, og dermed spillede svenskerne sig i den ene VM-semifinale.

2-1-sejren over tyskerne var nok til at sikre mødet med Holland, som tidligere lørdag slog Italien 2-0.

Det er fjerde gang, at Sverige er i en VM-semifinale, og Sverige var første hold ved VM i år, der formåede at score mod Tyskland.

Første mål mod tyskerne ved VM

Efter gruppesejre over Kina, Spanien og Sydafrika samt over Nigeria i ottendedelsfinalen indkasserede Tyskland således for første gang i denne turnering et mål.

Det skete efter 22 minutter, da svenskerne udlignede til 1-1.

Linda Sembrant leverede en lang aflevering og spillede Sofia Jakobsson helt fri, og Montpellier-spilleren afsluttede sikkert i feltet og ødelagde den tyske statistik.

Forinden kom tyskerne foran efter lidt over et kvarter, da Lina Magull modtog bolden i feltet og ganske akrobatisk bragede bolden i mål til 1-0.

Tyskerne var bedst i den første halvdel af halvlegen, mens Sverige tog over efter udligningen, og spillerne gik til pause med uafgjort i den hårde varme i Frankrig.

Den generede dog ikke svenskerne mere, end at de hurtigt kom foran 2-1 i anden halvleg.

Stina Blackstenius scorede til 2-1 for Sverige. (Foto: DAMIEN MEYER © Scanpix)

Den var tre minutter gammel, da Sverige lagde et pres mod det tyske mål, og bolden sprang ud til Stina Blackstenius, som tæt ved mål scorede.

Der blev ikke scoret mere i kampen, og dermed måtte Tyskland vinke farvel til VM.

Det er allerede afgjort, at England og USA mødes i den anden semifinale efter sejre over henholdsvis Norge og Frankrig.

/ritzau/

FacebookTwitter