Kampen på 1 minut: Tamme Belgien skraber sejren hjem mod uskarpe Canada

Undertippede Canada spillede en god kamp mod Belgien onsdag aften, men de var ikke kyniske nok foran mål.

Belgien er altid en af bejlerne til at snuppe de største trofæer, når fodboldslutrunderne løber af stablen.

Men onsdag aften var de ikke favoritværdigheden værdig, da de leverede en skuffende indsats til trods for, at de fik skrabet en 1-0-sejr hjem mod et ellers veloplagt canadisk mandskab.

Canadierne var nemlig her, der og alle vegne lige fra start. Det udløste også et straffespark efter blot ni minnuters spil, da belgiske Yannick Carrasco tog hænderne til hjælp i eget felt. Men fra pletten formåede Alphonso Davies ikke at udnytte den gyldne mulighed.

Og selvom Canada viste sig flot frem på den store scene, så viste Belgien også, hvorfor de alligevel må kategoriseres som et tophold. For efter en hel halvleg, hvor nordamerikanerne var bedst, så fik Michy Batshuayi bragt de sortrøde belgiere i front kort før pausen efter en simpel bold i dybden.

I anden halvleg fortsatte spillet med at være i canadiernes fødder, men de formåede ikke at få omsat det tunge tag på spillet til mål. Og når Belgien ikke havde noget offensivt at komme med i den anden ende, så blev der ikke scoret flere mål i opgøret.

Et tamt Belgien-mandskab får altså på en eller anden måde skrabet en 1-0-sejr hjem, mens canadierne fik en hård lektion i at kende sin besøgstid og udnytte sine chancer.

Du kan se højdepunkterne fra opgøret mellem Belgien og Canada i videoen øverst i artiklen.

Og hvis du vil se højdepunkterne fra alle kampene, så har vi samlet hele molevitten i programmet Målshow på DR TV.