KAMPEN PÅ 1 MINUT Tysk dominans og maksimum point på kontoen

Tyskland vinder sikkert 1-0 over Spanien i deres anden VM-kamp.

Det startede med at være et tæt opgør mellem Tyskland og Spanien, men så viste Tyskland sig fra deres stærke side og formåede at løbe med sejren 1-0.

Tyskland er da også blevet verdensmestre to gange før, først i 2007 og så i 2013. Spanien har kun deltaget ved VM en enkelt gang før og er i gang med at arbejde sig frem i kvindefodbold.

I første halvleg tyder det på at blive en meget lige fodboldkamp, der udspiller sig. Boldbesiddelsen er jævnt fordelt, men det er samtidig også et spansk hold, der formår at spille sig frem til de største chancer.

Specielt Nahikari Garcia er tæt på at score to gange, da hun modtager en lang bold fra midten.

Spanien presser på offensivt og med flere effektive bolderobringer, får Tyskland meget at se til omkring eget felt.

Men som det så ofte sker i fodbold, kan der hurtigt opstå en chance i den modsatte ende. Den chance får Tyskland. Sara Daebritz scorer efter en noget underlig situation omkring det spanske mål, hvor den spanske forsvarsspiller Marta Torrejon ikke får sparket bolden væk.

1-0 til Tyskland efter 42 minutter.

Tyskland scorer til 1-0 i deres anden VM-kamp mod Spanien (Foto: Philippe Huguen © Scanpix)

Tyskland dominerer i anden halvleg, hvor luften er gået af ballonen for Spanien, der har svært ved at holde det offensive pres.

Der er chancer i begge ender, men spillerne formår ikke at omsætte dem til mål i den sidste halvdel af kampen.

Og sammen med nogle af de 20.761 tilskuere på stadion, kan Tyskland juble over en 1-0 sejr mod Spanien. Det betyder samtidig, at Tyskland har maksimum point på kontoen, da de har vundet deres to første VM-kampe.

VM-slutrunden blev sparket i gang den 7. juni og varer indtil 7. juli. Turneringen afholdes i Frankrig, og samtlige kampe kan ses på DR3 og DRTV.

Facebook
Twitter