KAMPEN PÅ 1 MINUT Tyskland leger sig videre ved VM

Med en sejr på 4-0 over Sydafrika er Tyskland sikkert videre til VM's ottendedelsfinaler.

Det lignede på papiret en overkommelig opgave for Tyskland, da bronzevinderne fra VM i 2015 mødte pointløse Sydafrika i sidste gruppekamp ved årets VM i Frankrig.

Kampen blev da også en ensidig affære for Tyskland, der kom til kampen med maksimum point efter sejre over Spanien og Kina.

Efter 13 minutter var der ingen sydafrikanere, der havde øje på Melanie Leupolz ved et tysk hjørnespark, og så kunne Bayern München-spilleren nemt heade bolden i mål fra nært hold.

Efter en halv time var den gal igen i den sydafrikanske defensiv. Et forholdsvis ufarligt indlæg blev kun halvklaret af Andile Dlamini i det sydafrikanske mål, og så var det ingen sag for Sara Sabritz at double den tyske føring.

Dlamini var dog uden skyld seks minutter før pausen, da Alexandra Popp steg flot til vejrs og headede Tyskland på 3-0 efter et fremragende indlæg fra Giulia Gwinn.

Lina Magull fik lov til at lukke den tyske målfest knap et kvarter inde i anden halvleg, da hun fulgte op på et ripost, og med sejren på 4-0 er Tyskland sikkert videre til ottendedelsfinalerne med en førsteplads i Gruppe B.

Sydafrika må til gengæld forlade turneringen.

Du kan se højdepunkterne fra kampen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter