KAMPEN PÅ 1 MINUT VM-hattrick og VAR-kendelser sikrer italiensk storsejr

Storsejr til Italien på 5-0 mod Jamaica sikrer en plads i 1/8-finalen.

Italien vinder stort 5-0 over Jamaica i deres anden kamp ved VM.

Med sejren har Italien spillet sig til en plads i 1/8 finalen ved VM i Frankrig.

Begge hold åbnede defensivt fra start, og det gav plads til angrebsmuligheder.

De muligheder udnyttede Italien, og der var kun spillet ni minutter, da kampens første drama opstod. Med hjælp fra VAR blev et straffe dømt til Italien, og Italiens nummer 10 Girelli stod til at bringe Italien foran 1-0.

Men den blot 19-årige jamaicanske målmand Schneider, der viste sikkert spil fra start, havde andre planer. Hun reddede skuddet.

Jamaica nåede dog kun at juble kortvarigt, før et nyt drama udspillede sig.

VAR holder nemlig altid øje og vurderede, at Schneider gik for tidligt mod bolden i målet og dermed ikke havde en fod placeret på mållinjen under straffesparket. Målet blev annulleret, og sparket skulle tages om. Girelli fik endnu en mulighed for at bringe Italien foran, og det gjorde hun.

Anden gang lykkedes det for hende med et sikkert spark nederst i venstre hjørne at score til 1-0.

Girelli scorer i kampen mod Jamaica (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Et kvarter senere var der koks i det jamaicanske forsvar, og Girelli satte sit andet mål ind.

2-0 var lige ved at blive til 3-0 med et spark på overlæggeren, men Jamaica nøjedes med skrækken.

Anden halvleg startede med en hurtig scoring fra Girelli. Det betød samtidig et hattrick til Juventus-spilleren.

Chancerne var der både til Italien og Jamaica i anden del af kampen, og Italien leverede ikke samme gode præstation som i første halvleg.

På trods af et lavere italiensk spilleniveau kom de til angreb, og Aurora Galli knaldede et klasseskud i kassen og scorede til 4-0.

Italien vinder stort 5-0 over Jamaica (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

Det blev også Aurora Galli, der lukkede og slukkede kampen, da hun tog et træk uden om målmanden og sikkert sparkede Italiens femte scoring i mål.

5-0 blev også slutresultatet.

Med to ud af to sejre er Italien sikkert videre til 1/8 finalen, selvom de mangler at møde Brasilien. Den kamp spilles tirsdag den 18. juni klokken 21.00.

VM-slutrunden blev sparket i gang den 7. juni og varer indtil 7. juli. Turneringen afholdes i Frankrig, og samtlige kampe kan ses på DR3 og DRTV.

Facebook
Twitter