'Kritikken er berettiget', men landsholdsspiller vil ikke skamme sig over at spille VM

- Nogle gange tror jeg ikke, at folk forstår, hvor stort det er at spille VM, siger den danske landsholdsspiller Christian Nørgaard.

Christian Nørgaard ved godt, at han nok ikke slipper, når VM først er i gang.

Men alligevel undrer han sig.

Tanken om at stå med tv-kameraer og diktafoner oppe i snuden og agere kritisk diplomat, når beslutningen om at placere VM i Qatar er truffet i en hel anden galakse, end hvor han opererer, har han svært ved at forene sig med.

Han mener ikke noget anderledes end alle andre, der kan læse og skrive.

Det er en skandaløs beslutning, der har sørget for at rejsen går til Qatar, og det kan gentages i uendelighed, men den danske midtbaneslider vil gerne være fri for at bøje hovedet i skam, når først fløjten lyder.

- Jeg tror, at VM for os spillere i Qatar bliver fantastisk, men jeg ved godt, det er en svag sag at kommentere på.

- Mange af spørgsmålene bliver tit rettet mod folk, som ikke har haft noget med den beslutning at gøre, og som ikke kan gøre andet end at se frem til den største begivenhed i karrieren.

- Nogle gange tror jeg ikke at folk forstår, hvor stort det er at spille VM. Det er det største. Skal man gå ind med skam over at spille et VM på grund af de valg, der er truffet omkring Qatar? siger Christian Nørgaard.

Du kan se Christian Nørgaard og Andreas Skov Olsen give de sidste svar før VM herunder:

De sidste svar før VM

Boykot ikke aktuelt

Mens diverse fanfraktioner overalt på det europæiske fodboldkontinent har travlt med at markere deres utilfredshed ved at varsle boykot mod slutrunden, er spørgsmålet slet ikke aktuelt for midtbanespilleren.

At spillerne kan og skal stilles til ansvar, køber Christian Nørgaard ikke.

- Kritikken af VM er berettiget, men det er bare højere oppe i systemet, at den skal rettes. Jeg synes ikke, at vi som spillere skal gå ud og forsvare os selv. Det er en once in a lifetime-oplevelse for os, siger Christian Nørgaard.

Siden EM i 2021 har alle Danmarks hjemmekampe i Parken været udsolgt. Til VM i Qatar er der blot blevet solgt cirka 2.500 billetter til danske fans. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Den danske landsholdsspiller har noteret sig, at selv om det danske landshold siden EM i 2021 har haft enorm opbakning fra danske fans, er stemningen omkring VM langt mere splittet.

- Det er ikke fair at lægge det ansvar over på os i forhold til at tale om boykot. Vi er allerede for langt i den proces til at boykotte noget som helst. Hvis det tema skulle på bordet, skulle det heller ikke komme fra os spillere eller trænere, det skal komme fra højere oppe. Højere end DBU.

- Der er ingen tvivl om, at det er forkert, at VM ligger i Qatar, men når det nu kommer til muligheden for os spillere, trænere og danske fans, synes jeg ikke, det er fair, at vi skal stå til ansvar for det, siger Christian Nørgaard.

Det danske fodboldlandshold åbner VM den 22. november mod Tunesien. Du kan følge VM på alle DR's platforme.