Kvindelige dommere skal for første gang dømme herre-VM: 'Man har valgt de bedste'

Ved det kommende fodbold-VM i Qatar er tre ud af 36 dommere kvinder.

Stéphanie Frappart skal dømme ved VM i Qatar. Her ses hun under en Europa League-kamp mellem Leicester og Zorya. (Foto: Phil noble © Ritzau Scanpix)

Sådan nogle VM-slutrunder har det med at skrive historie. Det er klart. En ny verdensmester skal jo findes.

Men allerede et halvt år inden VM i Qatar starter, er slutrunden blevet historisk.

For første gang skal kvinder styre slagets gang ved en VM-slutrunde for herrer. Det oplyste det internationale fodboldforbund (Fifa) i en pressemeddelelse torsdag.

I alt er 36 hoveddommere valgt til VM-slutrunden, hvoraf tre er kvinder; Stephanie Frappart fra Frankrig, Salima Mukansanga fra Rwanda og Yoshimi Yamashita fra Japan.

Og det er hverken tilfældigt, symbolsk eller noget tredje. Det er fortjent, fortæller Gitte Holm, der er formand for kvindedommergruppen og medlem af Dansk Boldspil-Unions (DBU) dommerudvalg.

- Jeg ser det som et udtryk for, at Fifa selvfølgelig går ind og vurderer, hvilke dommere der vil være de bedste til stævnet, og så er det dem, de vælger. Man ser på dommerne, og præsterer de på lige fod på alle parametre, vælger man dem, der er de bedste, siger Gitte Holm.

Sådan har kursen været i et stykke tid i Fifa-regi, fortæller hun. Der er ikke tale om, at man i ligestillingens tegn "skal" have et bestemt antal kvindelige dommere med i de store tuneringer for herrehold. Man vælger de bedste.

- Og det kan man godt kalde ligestilling, hvis man vil, fordi man taler om dommere – ikke kvindelige eller mandlige dommere. Det er bare dommere, siger Gitte Holm.

Udover de tre hoveddommere er også tre kvindelige assistenter valgt til slutrunden. De skal agere enten fjerde- eller linjedommere i Qatar.

"Det her er resultatet af en lang proces, der begyndte for adskillige år siden med udviklingen af kvindelige dommere i Fifas junior- og seniorturneringer," siger formanden for Fifa's dommerkomité, Pierluigi Collina. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)

Ifølge formanden for kvindedommergruppen har det båret frugt, at man har givet kvindelige dommere chancen på den store scene. Her henviser hun blandt andre til franske Frappart, der som den første kvindelige dommer dømte en Champions League-kamp tilbage i 2020.

- Man tør lidt mere nu end tidligere. Kvindelige dommere er lige så dygtige som mandlige dommere, hvis de får chancen – og det har man givet dem.

- Stéphanie Frappart er den eneste kvindelige dommer fra Uefa, der skal med til VM. Hun har taget den slagne vej med herrenes Europa League og Champions League. Hun har arbejdet sig vej op og er nu blandt dem, der ryger med til VM for mænd. Det er rigtig flot, siger Gitte Holm.

Arbejder på at få danske dommere frem

Blandt de 36 dommere, der er valgt til slutrunden i Qatar, er ingen fra de nordiske lande.

På nuværende tidspunkt har man i Danmark to kvindelige dommere, der er Fifa-dommere på kvindesiden, men kun må dømme divisions- eller danmarksseriekampe herhjemme, når det gælder herrehold.

- Vi arbejder på at få dem fremad. Vi håber hele tiden på, at de på lige fod med herrerne kan få lov til at rykke op til det niveau, der matcher deres kompetencer, siger Gitte Holm og understreger, at det selvfølgelig afhænger af dommernes præstationer.

Salima Mukansanga blev i januar i år den første kvindelige dommer til at lede en kamp ved de afrikanske fodboldmesterskaber for herrehold, Afcon. (Foto: Thaier Al-Sudani © Ritzau Scanpix)

Formanden for kvindedommergruppen fortæller, at der på nuværende tidspunkt er omkring 80 kvindelige dommere i Danmark. Samtidig skønner hun, at tallet hos herrerne ligger omkring 3000.

En forskel, der gerne må udlignes en smule, hvis det står til Gitte Holm. Og det kan det kommende VM hjælpe med.

- At der sker noget på verdensplan, vil smitte af ned gennem systemet i alle lande. Herhjemme skal vi have rekrutteret mange flere kvindelige dommere. Det er stensikkert. Vi vil gerne have en god bredde, så vi kan plukke vores talenter derfra, siger hun.

Når det er sagt, kan man ikke komme udenom, at dommerfaget er mandsdomineret. Kig bare på tallene.

- Vi ved godt, at som kvinde i dommerfaget er vi lidt inde i en mandeverden, fordi vi er i mindretal. Men der er ingen af os, der ønsker særbehandling, siger Gitte Holm, der selv har dømt på højt niveau på kvindesiden, da hun var aktiv dommer.

VM i Qatar starter 21. november og løber til 18. december. Det danske herrelandshold spiller første kamp 22. november mod Tunesien.