Landstræneren og kaptajnen sætter foden ned: Lad os nu snakke fodbold

Spillerne og landstræner Kasper Hjulmand vil fremover kun svare på sportslige spørgsmål, ikke anførerbind og protester.

Kasper Hjulmand (forrest) og Simon Kjær vil kun snakke om fodbold herfra. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Danmarks første kamp mod Tunesien var ikke noget at skrive hjem om.

En 0-0'er, der kan accepteres, og så er vi vist også klar til næste kamp.

Men noget andet, der til gengæld er skrevet lange romaner om fra Qatar, er det særlige 'One Love'-armbind.

Det skulle være båret af holdkaptajnen fra syv lande, inklusiv Danmark, men efter Fifa, Det Internationale Fodboldforbund, meldte ud, at det kunne få sportslige konsekvenser, så droppede alle syv lande at bruge det særlige anførerbind.

Det har høstet stor kritik og en masse spørgsmål fra journalister, der har taget fokus væk fra det, som anfører Simon Kjær håbede, at VM-slutrunden skulle handle om.

- Selvfølgelig fylder det noget, men vi prøver så vidt muligt at skille tingene ad og holde fokus. Jeg synes også, det er gået rigtig fint, men du ved ikke, hvad der foregår i hver enkelts hoved. Det skal aldrig blive en undskyldning, at samtalen er her. Det er sundt, den er her, men vi skal huske, at vi er her for at spille fodbold, fortæller den danske kaptajn til DR Sporten.

Landstræner Kasper Hjulmand og anfører Simon Kjær vil ikke længere tale om alt det uden for banen ved dette VM. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Debatten om Qatar, deres menneskesyn, og hvordan det danske landshold skulle agere overfor værtslandet har fyldt så meget de seneste par dage, at Dansk Boldspil-Union (DBU) fik nok.

Derfor afholdte DBU pressemøde onsdag middag for at sætte et foreløbigt punktum i snakken om anførerbindet, Qatar og demonstrationer.

Formand Jesper Møller fortalte, at han var decideret vred på Fifa, mens fodbolddirektør Peter Møller kaldte Fifas metoder til at udelukke 'One Love'-bindet for 'bøllemetoder.'

Derfor blev det også gjort klart, at fra nu af skal spørgsmål omkring protester og anførerbind rettes til Jesper Møller, mens spillerne og landstræneren svarer på spørgsmål om fodbold.

- Nu er jeg altså landstræner, og det har jeg været hele vejen igennem, men jeg har forsøgt at være åben, og I har stillet en masse spørgsmål, og i stedet for bare at sige ’ingen kommentar’ så har jeg svaret, fortæller Kasper Hjulmand.

- Nu har vi afholdt et pressemøde, hvor DBU stiller sig tydeligt frem og påtager sig den rolle for jer alle sammen. Min opgave bliver at træne og være der for holdet på hele fodbolddanmarks vegne, og det er det, jeg kommer til at koncentrere mig om.

'Lad os nu snakke fodbold'

En stor del af grunden til, at DBU nu tager alle spørgsmål om anførerbind, er, at mange mente, at beslutningen om at droppe 'One Love'-armbindet til kampen mod Tunesien var forkert.

Landsholdets anfører, Simon Kjær, slår dog fast, at han ikke fortyder den endelige beslutning.

- Nej, det gør jeg ikke, for jeg mener, at det ville være forkert at gøre, fordi det ville være at gå på kompromis med det sportslige. Det har vi sagt fra starten, at vi ikke vil gøre. Hvis jeg ville få et tilfældigt gult kort i kampen efter fem minutter, så svigtede jeg holdet og alt det, vi har arbejdet for, siger Simon Kjær.

- VM er det største for en fodboldspiller. Jeg har drømt om at spille VM, siden jeg var fire år gammel. Jeg har misset mange af mine børns fødselsdage og en masse tid med familien for, at jeg kunne være her i dag. Det er ikke en klage, men en betingelse. Derfor synes jeg, at det er ærgerligt, at alt det her skal være i fokus.

Derfor har anføreren en simpel bøn til fodbolddanmark og journalisterne: Lad os snakke fodbold!

- Vi har to sindssygt fede gruppekampe tilbage ved VM. Det er ærgerligt, at det ikke bliver sat i samme lys.

- Så kan man vende den om og sige, om det er vigtigere. Nej, selvfølgelig er det ikke det, men det er også derfor, at DBU har gjort så meget, og vi har været meget klar om det hele. Så jeg synes heller ikke, at det er for meget at bede om, at vi nu gerne vil snakke fodbold og koncentrere os om det, siger anføreren.

I går spillede Danmark sin første VM kamp, og nu raser fodboldfeberen for alvor over det danske land. Derfor har vi kreeret en lille quiz, så I derude kan få lov blære jer med al jeres VM-viden.