Nej tak til landshold og slutrunder: VM i Frankrig uden verdens bedste

Ada Hegerberg er stadig i konflikt med det norske fodboldforbund.

Husk du kan se alle kampe fra VM-slutrunden på DR3 og DRTV fra den 7.juni.

I en alder af 23 år han hun allerede tryllebundet fodboldfans og skrevet historie.

Ada Hegerberg er på toppen af sin karriere og banker mål ind på samlebånd for sin franske klub, Lyon.

I Champions League-finalen i år scorede hun hattrick på blot 16 minutter og blev den blot anden spiller, der har scoret tre mål i én halvleg i den fineste klubturnering. Hun deler æren med den legendariske ungarer Ferenc Puskas.

Seks måneder tidligere havde hun allerede skabt sig en plads i historiebøgerne, da hun fik æren af at modtage prisen som verdens bedste kvindelige fodboldspiller i form af den prestigefyldte Ballon d’Or, der for første gang blev givet til en kvindelig spiller.

Norske Ada Hegerberg er ganske enkelt en superstjerne.

Ada Hegerberg er en af Norges allerstørste sportsstjerner. Grafik: Vibeke Kjær Lund

Men fodboldfans rundt omkring i verden kommer til at se langt efter hende, når sommerens VM-slutrunde i Frankrig begynder denne fredag.

Norge er godt nok kvalificeret, efter nordmændene på imponerende vis snuppede førstepladsen i deres kvalifikationsgruppe foran EM-vinderne fra Holland.

Men den præstation blev lavet uden verdens bedste.

Slut efter EM

For den 23-årige Lyon-stjerne chokerede nemlig hele fodbold-Norge, da hun kort tid efter landsholdets katastrofale EM-indsats i 2017 bekendtgjorde, at hun ikke ville være til rådighed for landsholdet fremover.

En slutrunde, der bød på sølle nul point og nul mål fra Hegerberg. Og en slutrunde, som blev dråben for Hegerberg.

Lyon-profilen sagde ikke klart til norske medier, hvorfor hun nu sagde stop, men i et interview med avisen Aftenposten forklarede hun, at hun var frustreret over kulturen og forholdene omkring landsholdet og det norske fodboldforbund.

Og da Norges største fodboldstjerne lagde mærke til, at de samme børnesygdomme stadig var til stede efter EM, var beskeden klar: Hvis ikke der skete drastiske ændringer i fremtiden, ville hun ikke spille for Norge igen.

- Det er et hårdt valg, men det er nødvendigt. Der er for dårlig kommunikation, og der bliver hele tiden snakket om, at der skal være bedre plads til at udtrykke sig. Men der bliver ikke gjort noget ved det. Jeg har prøvet at ryste op i tingene, men jeg passer bare ikke ind i den kultur, som er der nu, sagde Ada Hegerberg til Aftenposten kort tid efter sin exit.

Ada Hegerberg fik nok af kulturen på det norske landshold. Grafik: Vibeke Kjær Lund

Ifølge den norske fodboldjournalist Jonas Giæver, som følger landsholdet tæt, er den 23-årige angriber en type, der sætter standarden rigtig højt for sine medspillere, trænere og ledelse.

Det er ifølge ham en af grundene til, at hun er nået helt til tops. Og hvis tingene ikke er i orden, siger hun fra.

- Det handler om, at Hegerberg gerne vil have, at kvindefodbold bliver taget mere seriøst af forbundet. Jeg tror, hun har været misfornøjet over setuppet i lang tid i forhold til kommunikation, evaluering, planlægning – og hvor stor en rolle, hun selv har på holdet.

- Hun er en meget åbenhjertig person, og hun vil gerne vil føle sig mere vigtig for landsholdet. Jeg tror, hun er skuffet over, at hun ikke bliver involveret mere. For verdens bedste fodboldspiller burde vel have en større rolle?, siger han.

Meninger er delte

Selvom det norske fodboldlandshold har præsteret fantastisk i den netop overståede kvalifikation under den svenske træner Martin Sjögren – og uden verdens bedste spiller - så fylder angriberen stadig meget i de norske medier.

Da angriberen vandt Ballon d’Or i efteråret, var der nærmest en Hegerberg-mania i aviserne og befolkningen. Og nu hvor VM nærmer sig, er Hegerberg stadig et af de varme emner i medierne.

Ada Hegerberg vandt prisen som verdens bedste spiller foran danske Pernille Harder.

Men hun er også en, der dele vandene med sit boykot af landsholdet.

På den ene side er der norske fodboldfans, der bakker hende op, mens andre mener, hun er for egoistisk.

- Men alle er enige om, at Norges landshold ville have meget godt af at have Hegerberg på holdet. Vi er et lille land, som har produceret verdens bedste spiller. Og det er også noget, som folket og forbundet er stolte af.

- Det er utroligt trist, at det er endt sådan, at hun ikke føler sig godt tilpas med at spille for Norge, siger Jonas Giæver.

Og det virker ikke til, at situationen ændrer sig foreløbigt.

Det norske landshold har kvalificeret sig til VM uden Ada Hegerberg. Og det virker ikke til, at verdens bedste foreløbigt trækker i nationaldragten.

Lyon-stjernen er ikke blevet fristet af at trække i nationaltrøjen selv efter landsholdet kvalificerede sig til slutrunden i Frankrig – hendes andet hjemland, hvor hun har spillet siden 2014 i storklubben Lyon.

- Jeg savner at spille for Norge, og jeg har aldrig følt mig mere norsk, end jeg gør nu. Men jeg savner ikke at spille for forbundet, sagde hun i et interview for nyligt med norske NRK.

Og derudover virker det heller ikke til, at harmonien er i top med resten af landsholdet og træneren, Martin Sjögren.

Norges landstræner har gjort det klart, at han ikke vil tvinge eller overtale Hegerberg til et comeback.

Og senere afslørede Sjögren også, at der har været mange forskellige meninger om Hegerberg i den norske trup, og tegnene på manglende harmoni mellem Lyon-stjernen og de andre norske profiler har været tydelige.

Lyon-angriberen har blandt andet slettet flere af sine tidligere landsholdskammerater på de sociale medier, ingen af landsholdsspillerne ønskede hende ifølge avisen VG tillykke med Ballon d’Or i efteråret – og Hegerberg blev højest overraskende ikke inkluderet på årets hold i norsk fodbold i år, som blev valgt af spillerne.

Der er dog blevet åbnet en lille dør på klem siden Hegerbergs landsholdsexit, efter forbundet valgte at ansætte den tidligere fodboldspiller Lisa Klaveness som elitedirektør i det norske fodboldforbund i september.

Klaveness har siden sin første dag på kontoret gjort sig umage med at skabe en dialog med Ada Hegerberg omkring et muligt comeback. Hun indrømmer, at situationen stadig er fastlåst, men hun håber, at en opbyggelse af et nyt tillidsforhold kan gøre, at Norge igen kan gøre brug af verdens bedste spiller.

Det håb har Jonas Giæver også.

- Hun fylder 24 til sommer, så der er heldigvis stadig mange år at gøre godt med. Men jeg tror ikke, hun gør comeback, før hun får de ændringer, hun ønsker. Og personligt synes jeg, at man skal applaudere det, fordi hun tør at stå op for sine principper.

- Det viser, hvilke standarder hun sætter, og den vinderkultur, hun ønsker at skabe, siger han.

For nu må Ada Hegerberg dog se med fra sidelinjen, når hendes landsmænd skal spille VM i Frankrig fra den 7.juni. Norge er i gruppe med værtsnationen Frankrig, Sydkorea og Nigeria.

Husk du kan se alle kampe fra VM-slutrunden på DR3 og DRTV fra den 7.juni.

Facebook
Twitter