Qatar forsikrer, at kvinder og homoseksuelle får fri adgang til VM

På et møde i København fik DBU positive tilbagemeldinger på en række krav til VM-værtsnationen Qatar.

DBU har fået lovning på, at danske fans kan færdes frit ved VM i Qatar uanset køn og seksuelle præferencer. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Efter herrelandsholdet i fodbold i tirsdags kvalificerede sig til VM i Qatar om godt og vel et år, er fokus på de kritisable forhold hos værtsnationen intensiveret.

Derfor var formændene for de nordiske fodboldforbund samlet torsdag aften i København for at drøfte det forestående verdensmesterskab.

Qatar har været voldsomt kritiseret fra alle leder og kanter på grund af de dybt kritisable forhold, når det kommer til menneskerettigheder, og derfor var dagsordenen meget klar.

- Det, vi udtrykte over for Qatar, var, at vi ønsker, at danske fans har mulighed for at deltage, uanset om de er mænd, kvinder, homoseksuelle, siger administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen, til DR Sporten.

Byggerierne af blandt andet stadions til VM i Qatar har kostet flere tusinde menneskeliv. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)

- Vi udtrykte derudover, at dansk presse skal have mulighed for at færdes frit og grave i det, de synes, er interessant.

- Og så udtrykte vi, at vi er glade for de forbedringer, der er sket, men vi ønsker, det skal gå hurtigere, og man skal implementere meget bedre, end man gør i dag, når det gælder at beskytte migrantarbejdere.

Med på en linje var lederen af Qatars organisation, der organiserer VM, Hassan Al-Thawadi, og han efterlod et positivt indtryk af, at man vil gøre alt for at imødekomme de krav, Jakob Jensen havde opstillet.

- Det blev modtaget på en måde, hvor de gav løfter om, at danske fans kan færdes frit, uanset hvem de er, og pressen kan færdes frit, uanset hvor de kommer fra, og så vil de intensivere arbejdet med at beskytte endnu flere migrantarbejdere.

- De har udstukket nogle klare løfter, og hvis de ikke holder det, kommer vi til at påtale det.

Boykot kommer ikke på tale

Det anslås, at flere tusinde migrantarbejdere har mistet livet under forberedelserne til VM på grund af dårlige og farlige arbejdsforhold, og det er én af hovedårsagerne til den voldomme modstand mod afholdelsen i Qatar.

Herhjemme er der på sociale medier blevet opfordret til at boykotte VM i Qatar under hashtagget #boykotqatar. Også flere offentlige personer har tilsluttet sig den holdningen og hashtagget - senest Socialdemokraternes Lars Asland.

Men den idé kan man godt droppe, slår Jakob Jensen fast.

- Vi kommer til at spille VM. Det er det, vi er sat i verden for. Vi glæder os rigtig meget til at spille det VM med det dygtige fodboldhold, vi har. Hvis andre synes, det er for lidt, hvad vi gør, så er det en politisk diskussion, der hører andre steder til end hos et fodbolforbund, siger Jakob Jensen og fortsætter.

- Det er ikke spillerne og trænerne, der har truffet beslutnigen, så derfor skal de ikke stå på mål for det. Vi har lagt et pres, og vi har en forpligtelse til at intensivere det pres, og da der nu er et år til, er det naturligt, at vi intensiverer nu.

Han vil dog ikke komme nærmere ind på, hvordan der helt konkret vil blive intensiveret fra DBU's side, men udtrykker følgende:

- Vi presser på for at undgå dødsfald. Ét dødsfald er ét for meget. Vi presser på for at forbedre forholdene. Det har vi gjort længe. At vi er kvalificeret til VM forpligter os til at gøre endnu mere, og det er det, vi gør nu.

- Jeg kan garantere, at vi arbejder vores bedste, og vi kommer til at lægge pres på Qatar.

VM i Qatar afholdes fra 21. november til 18. december 2022.