Qatar-kritikken vokser: Men internationalt fagforbund roser VM-værtslandet som ’et forbillede’

FN-agenturet International Labour Organisation er imponeret over arbejdsreformerne i det omdiskuterede land.

Qatars VM-værtskab møder lige nu stor kritik og debat om boykot. Men det verdensomspændende fagforbund International Trade Union Confederation roser faktisk Qatar for landets arbejdsmarkedsreformer. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Debatten om næste års VM i fodbold i Qatar fik søndag nyt liv, da de danske landsholdsspillere før VM-kvalifikationskampen mod Moldova iførte sig trøjer med teksten 'Football supports change'.

Dermed fik Qatars behandling af landets to millioner gæstearbejdere en ny dansk vinkel, som delte danskerne.

Ikke alle var tilfredse med den landsholdets trøjemarkering. Fanorganisationen Danske Fodboldfans kritiserede initiativet for at være et forsinket og halvhjertet forsøg på at melde sig ind i kampen for VM-arbejdernes rettigheder.

Spørgsmålet er dog, om der længere er nogen grund til at protestere imod Qatar for VM-arbejdernes skyld?

For det verdensomspændende fagforbund International Trade Union Confederation, som kickstartede hele Qatar-debatten tilbage i 2011, roser i dag Qatar for landets arbejdsmarkedsreformer.

På holdbilledet forud for storsejren mod Moldova poserede danskerne i t-shirts med teksten 'Football supports change'. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

International Trade Union Confederations kampagne- og kommunikationsdirektør Tim Noonan er ikke i tvivl om, at både små og store protester er med til fortsat at fremme VM-arbejdernes forhold og rettigheder i Qatar.

Også selv om fodboldverdens protester først kommer nu og ikke for ti år siden.

- Jeg ser de nye fodboldprotester som et udtryk for, at der i de senere år generelt er kommet en meget større samfundsbevidsthed i sportens verden, som ikke kun handler om gæstearbejdernes forhold i Qatar, siger Tim Noonan til DR Sporten.

- Protesterne er et opråb til Fifa og alle andre sportsorganisationer om at tage arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder alvorligt i alle lande.

Et forbillede for andre lande

Mens Tim Noonan hilser de aktuelle fodboldprotester velkomne, understreger han samtidig, at Qatar i løbet af de seneste tre år har reformeret sit stærkt kritiserede arbejdsmarkedssystem, så det for International Trade Union Confederation i dag 'fremstår som et forbillede for mange andre lande i Mellemøsten'.

Som et eksempel på de gennemførte arbejdsreformer i det kommende VM-værtsland nævner Tim Noonan først og fremmest, at Qatar i modsætning til de fleste andre lande i regionen nu har afskaffet det såkaldte kafala-system.

Kafala er et arbejdsmarkedssystem, der stavnsbinder udenlandske gæstearbejdere til deres arbejdsgiver, som både har lov til at fratage gæstearbejdernes deres pas og forbyde dem at søge job hos andre arbejdsgivere.

- Qatars afskaffelse af kafala-systemet har gjort en kæmpe forskel for landets to millioner udenlandske gæstearbejdere, mener Tim Noonan.

  • Det tyske landshold havde taget trøjer på, som dannede ordet 'Humanrights' (menneskerettigheder) inden dets kamp mod Island torsdag den 25. marts. (Foto: imago-images.de)
  • Hollands spillere havde T-shirts med samme tekst som de danske, da de søndag aften spillede mod Letland. Der stod 'Football Support Change' - 'Fodbold støtter forandringer'. (Foto: Maurice van Steen © Scanpix)
1 / 2

Ifølge Tim Noonan betyder reformen, at Qatars gæstearbejdere ikke længere er bundet til hverken deres arbejdsgiver eller landet.

Hvis en gæstearbejder ikke føler sig ordentligt behandlet af sin arbejdsgiver eller myndighederne i Qatar, kan han frit skifte job eller rejse ud af landet.

Som et eksempel på, at reformen virker efter hensigten, peger Tim Noonan på, at 100.000 gæstearbejdere i Qatar har skiftet job indenfor de seneste seks måneder.

- Det er et tegn på, at arbejdsmarkedet i Qatar er blevet mere frit.

Arbejdere i Qatar sår græs, som skal bruges til VM-slutrunden. (Foto: NASEEM ZEITOON © Scanpix)

Endnu ikke i mål

Tim Noonan slår dog også fast, at man ikke bare ændrer et lands arbejdsmarkedssystem over en nat. Heller ikke i et lille land som Qatar. Eksempelvis er der stadig ingen lokale fagforeninger i landet.

- Alle lande bør have lokale fagforeninger. Det er en universel rettighed. Men gæstearbejderne i Qatar er begyndt at vælge repræsentanter, som taler deres sag. Det er for mig det første skridt i retning mod egentlige fagforeninger i landet.

I erkendelse af at Qatar endnu ikke er i mål med sine arbejdsmarkedsreformer, holder International Trade Union Confederation derfor også øje med, om de vedtagne reformer i Qatar virker på længere sigt.

Og Tim Noonan opfordrer alle repræsentanter fra Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, nationale fodboldforbund, klubber, spillere, fans og medier til at blive ved med at stille spørgsmål ved Qatars reformproces.

Ikke mindst når de opholder sig i Qatar.

- Det kan give os en indikation af, hvor vi i fremtiden skal sætte ind for fortsat at forbedre arbejdernes forhold i landet. Det er en løbende proces, som også fortsætter efter VM i 2022.

Qatar har bygget syv spritnye stadioner, mens et enkelt er blevet renoveret forud for VM i 2022. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

6.500 døde gæstearbejdere

Den nuværende debat om VM i Qatar blussede op i februar i år på grund af en artikel i den britiske avis The Guardian.

Baseret på oplysninger fra en række landes ambassader fastslog avisen, at flere end 6.500 gæstearbejdere fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka er døde i Qatar, siden landet i 2010 vandt VM-værtskabet.

Men debatten om de døde gæstearbejdere er heller ikke ny.

I 2013 satte The Guardian fokus på, at 44 nepalesiske arbejdere i Qatar var døde på grund af varme, arbejdsulykker og manglende adgang til vand.

Og allerede i 2011 var flere døde gæstearbejdere i Qatar som følge af arbejdsulykker, hjertesygdomme og selvmord en medvirkende årsag til, at International Trade Union Confederation, som repræsenterer 200 millioner arbejdere i 163 lande, gjorde VM i Qatar til en fagforeningssag.

Dengang advarede International Trade Union Confederation den daværende Fifa-præsident, Sepp Blatter, om, at fagforbundet planlagde en verdensomspændende kampagne under sloganet 'Ingen World Cup i Qatar uden arbejderrettigheder'.

Kasper Hjulmand har udover et travlt program med tre kampe på seks dage også haft Qatar-debatten at forholde sig til. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

International Trade Union Confederation truede Fifa med, at fagforbundet ville mobilisere arbejdere og fodboldfans i hele verden, hvis Qatar ikke ændrede politik og begyndte at forbedre arbejdernes forhold og rettigheder.

Men i dag siger Tim Noonan:

- Jeg vil ikke kommentere tallene i The Guardians artikel. Men arbejdsrelaterede dødsfald er ikke kun et problem i Qatar. Det er et massivt problem i hele verden. Globalt set dør 2.780.000 arbejdere hvert år på grund af arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme. Og hvert eneste dødsfald er en tragedie.

FN-agentur afviser dødstal

Når Tim Noonan ikke vil kommentere The Guardians artikel, skyldes det usikkerhed om, hvordan avisen er kommet frem til dødstallet i Qatar.

Men International Trade Union Confederation har i de seneste tre år fået hjælp af FN-agenturet International Labour Organisation, ILO, til at forbedre arbejdsforholdene i Qatar.

Og lederen af ILO’s kontor i Qatars hovedstad, Doha, Max Tunon, tager afstand fra dødstallet i The Guardians artikel.

- Avisen har medregnet alle døde gæstearbejdere fra en række lande de seneste ti år, ikke kun de arbejdsrelaterede dødsfald, siger Max Tunon til DR Sporten.

- Men vi ønsker ikke at nedtone antallet af arbejdsrelaterede dødsfald blandt gæstearbejdere i Qatar. Vi er stærkt optagede af at minimere antallet af arbejdsrelaterede dødsfald. Derfor er vi også i gang med at indsamle data om dødsfaldene, som jeg forventer vil blive offentliggjort i løbet af de kommende måneder.

  • Qatar har investeret mange milliarder i opførelsen af nye stadioner forud for VM i fodbold i Qatar i 2022. (Foto: handout © Scanpix)
  • Khalifa International Stadium i Doha, Qatar dannede sidste år rammen om VM i atletik. Stadionet skal også være vært for kampe ved VM i fodbold i 2022. (Foto: USA TODAY USPW © Scanpix)
1 / 2

Kritikere har tidligere beskyldt ILO for at være købt af Qatar til at male et skønbillede af arbejdsmarkedsreformerne. Men til de anklager svarer Max Tunon, at ILO er et uafhængigt FN-agentur, som har til opgave at hjælpe regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere med at finde løsninger, som alle parter kan se sig selv i.

- Qatars regering betaler udgifterne til vores kontor i Doha. Men det gør regeringerne i alle de lande, vi arbejder i. Det er den pris, et lands regering betaler for at få ILO’s hjælp til at leve op til internationale arbejdsmarkedsstandarder.

Da ILO i 2018 oprettede sit kontor i Qatar, var forholdet mellem International Trade Union Confederation og Qatars regering ifølge Max Tunon præget af mange års konfrontationer.

Det norske landshold var det første, der lavede en markering. Først varmede de op i t-shirts med trykket 'Respect - on and off the pitch (respekt - på og uden for banen, red.), inden de sang nationalmelodi med t-shirts med teksten 'Human rights - on and off the pitch (menneskerettigheder - på og uden for banen, red.) (Foto: Jon Nazca © Scanpix)

Med ILO som mægler er konfrontationerne nu erstattet af dialog. Og ifølge Max Tunon har dialogen resulteret i 'bemærkelsesværdige fremskridt' for Qatars udenlandske gæstearbejdere.

- Vi går ind for evolution i stedet for revolution. Og sammenlignet med ILO’s erfaringer fra andre lande har Qatars regering gennemført mange store lovændringer på meget kort tid, siger han.

I lighed med Tim Noonan fremhæver Max Tunon især betydningen af Qatars vedtagelse af en minimumsløn for gæstearbejdere og afskaffelse af kafala-systemet.

- Tidligere var gæstearbejderne helt afhængige af deres arbejdsgiver. Nu har arbejdsgiverne ikke længere den samme kontrol over arbejderne. Arbejdsgiverne kan ikke udøve magt over arbejderne, men er nødt til at behandle dem ordentligt, hvis de vil holde på dem.

Kampen er ikke vundet

Ifølge Max Tunon har afskaffelsen af kafala-systemet givet Qatars arbejdsmarked en helt ny dynamik, som er unik for landene i regionen. Men samtidig gør han opmærksom på, at konservative kræfter i Qatar kæmper for at få reformerne rullet tilbage.

- Nogle arbejdsgivere har meget svært ved at opgive kontrollen over deres arbejdere.

Kritikerne begrunder deres modstand med, at de har investeret mange penge i arbejderne. Men Max Tunon tror, at de fleste arbejdsgivere i Qatar bliver tilfredse, når de har vænnet sig til reformerne.

- De bedste arbejdsgivere tiltrækker de bedste arbejdere. Og de arbejdsgivere, som ikke lever op til reformerne, bliver straffet.

ILO-lederen minder dog også om, at kampen for gæstearbejdernes rettigheder i Qatar ikke er vundet.

- Systemet er ikke perfekt. Regeringen erkender også, at der stadig er plads til mange forbedringer. Men Qatar er kommet meget langt. Og reformerne er nu ved at blive ført ud i livet.

Hverken Max Tunon eller Tim Noonan ønsker at svare på spørgsmål om, hvad arbejdsmarkedsreformerne i Qatar har betydet for menneskerettighederne i landet.

- Det beskæftiger vi os ikke med, siger de begge.

Generalsekretær i Amnesty International Danmark, Trine Christensen, udtalte i januar følgende om menneskerettighederne i Qatar til DR Sporten:

- Vi mener, at også den danske regering har et ansvar for at sende et klart signal om vigtigheden af, at de lovede reformer gennemføres i Qatar, så de helt uacceptable forhold for migrantarbejderne kan forbedres.

- Danmark kan gøre sin stemme hørt både bilateralt, men også igennem Menneskerettighedsrådet i FN. Det er vigtigt med et bredt pres på Qatar. Og derfor mener vi, at det er afgørende, at regeringer, Fifa (Det Internationale Fodboldforbund, red.), nationale fodboldforbund og andre vigtige aktører hæver stemmen og gør deres indflydelse gældende.

Amnesty International Danmark har en underskriftsindsamling i gang, hvor indtil videre 30.000 danskere har skrevet under på et åbent brev til Fifa.

I brevet står der, at Fifa bør bruge sin indflydelse til at sikre, at Qatar håndhæver de arbejdsmarkedsreformer, der er indført i landet.

- Selvom der har været en vis fremgang for menneskerettighederne op til VM i 2022, er jeg stadig dybt bekymret for den fortsatte udnyttelse af migrantarbejdere i Qatar, lyder det blandt andet i brevet.

FacebookTwitter