Rekordmange teenagere er til VM, og der kommer sandsynligvis endnu flere i fremtiden

I år er der udtaget 19 spillere til VM, der er teenagere.

Jude Bellingham er den eneste teenager i Englands trup. (Foto: © Paul Childs, Ritzau Scanpix)

Gavi, Jude Bellingham, Xavi Simmons og Jamal Musiala. Ingen af nævnte er endnu fyldt 20 år, og dermed fylder de i statistikken over spillere, der var teenagere, da årets VM blev sparket i gang.

I år kan der skrives 19 spillere på listen.

Det er rekordmange.

Men tallet er ikke overraskende, siger DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh.

- Det kommer overhovedet ikke bag på mig. Det er en trend, der er kommet for at blive.

- Jeg kalder det Mbappé-syndromet. Efterhånden er det blevet pejlemærket at stræbe efter, at du skal være færdigudviklet og have scoret i en VM-finale som teenager, siger han med henvisning til den franske superstjerne, der i 2018 scorede i VM-finalen som 19-årig.

Kun én spiller har været yngre, da han scorede i en VM-finale: Pelé i 1958.

Dengang var der fire teenagere til slutrunden, men naturligvis også både færre nationer og spillere med til VM.

I år er VM-trupperne sågar blevet udvidet yderligere i forhold til tidligere.

Her kan du se Pelé score ved VM i 1958. Ved den slutrunde blev han den yngste målscorer nogensinde til VM.

En rekord, der stadig står. I dag er han fortsat stadig den eneste, der har scoret til VM som 17-årig.

Træningen er mere effektiv

Francis Dickoh husker selv, at han ikke var i nærheden af at have niveau til landsholdet som teenager.

Senere fik han 13 landskampe for Ghana. Den sidste i 2009.

Siden dengang er der sket meget med fodboldspillet, og i dag bliver der stillet større krav til unge fodboldspillere, mener han.

- Der er mange, der har interesser i, at spillerne slår i gennem så tidligt som muligt. Det er tendensen. Og det er de hårde og barske vilkår.

- Og det bliver endnu vildere i fremtiden, tror jeg.

Engelske Michael Owen er en af de teenagere, der er braget ind på VM-scenen. Det skete i 1998.

Tendensen skyldes også, at de unge spillere bliver trænet bedre i en tidlig alder, forklarer Jesper Løvind Andersen, der er seniorforsker på Institut for Idrætsmedicin under Københavns Universitet.

- Det kan godt være, at spillerne spiller flere kampe i dag end tidligere, men træningen er mere effektiv, og den er rettet mod at kunne klare belastningen. Idrætsmedicinen er også blevet mere effektiv, du kan altså "reparere" folk bedre end førhen. Derfor er jeg ikke nervøs for, at fodboldspillerne brænder ud tidligere, bare fordi de er med på den store scene tidligere, siger han.

- Jeg kender selvfølgelig mest til danske forhold, men der er ingen tvivl om, at en spiller på 18 år, der i dag debuterer på et stort landshold, har været gennem mange år med systematisk og målrettet træning, der har passet til deres biologiske alder. Det er jo ikke en, de lige har fundet ude på gaden.

Kan hovedet følge med?

Fysikken er altså på plads hos de unge. Men et andet aspekt er det mentale.

Noget, der også er vigtigt at holde fokus på, hvis du som landshold tager helt unge spillere med til en stor slutrunde som VM, forklarer Niels Rossing, der er lektor på Aalborg Universitet og mentaltræner i fodboldklubben AaB.

- Fra et sportspsykologisk udgangspunkt, så stiller det mange krav. Du skal være klar til at håndtere dine egne forventninger, medspillernes forventninger, trænerens forventninger og mediernes forventninger til en selv og holdets præstationer. Det er en kæmpe opgave til et VM, hvor der er så meget mediebevågenhed.

- Derfor kan du let komme til at blive fastlåst i dit spil, fordi du så gerne vil leve op til forventningerne.

Men i modsætning til førhen, så har de unge spillere sandsynligvis en større værktøjskasse til at håndtere det mentale pres, forklarer Niels Rossing.

Også det handler om, at der tidligere i deres karriere er blevet sat fokus på den del af spillet.

- Mange af de teenagere, der er med til VM, er bedre uddannede på det sportspsykologiske plan, end de har været tidligere. Simpelthen fordi de er uddannet gennem fodboldakademier, hvor der de fleste steder i en årrække har været fokus på at udvikle sig sportspsykologisk.

Netop derfor er det måske ikke så mystisk, at der er kommet flere teenagere til VM.

Og at flere af dem gør en forskel.

I dag kan du se om Jude Bellingham og England formår at spille sig videre til kvartfinalen ved VM, når de møder Senegal klokken 20.

Opgøret kan følges direkte på DR LYD, i VM på P4 og i tekst på DR.dk. Kampen sendes på TV2.