Særligt én franskmand imponerer: 'Jeg kunne godt tænke mig at være lige så hurtig'

Det danske forsvar står klokken 17 overfor en af verdens bedste spillere, når de møder Frankrig.

Kylian Mbappé fejrer sin scoring mod Australien i første gruppekamp ved VM i Qatar. (Foto: © Issei kato, Ritzau Scanpix)

De seneste to gange, Danmark har stået overfor Frankrig, er det blevet til sejr.

Vil man øge chancerne for at gøre det til tre gange i træk, er det nok en god ide at holde kort snor i specielt én spiller: Kylian Mbappé.

Frankrigs 23-årige kæmpestjerne, var i den første gruppekamp mod Australien målscorer, assistmager og en konstant kilde til uro i det australske forsvar med sin vilde fart.

Han og det franske landshold får ros med på vejen af landsholdets Christian Eriksen.

- Når jeg ser ham spille, ser jeg en utrolig dygtig og meget, meget farlig spiller. Han er et exceptionelt talent, der har scoret masser af mål og vundet mange titler allerede. Det fortjener kæmpe cadeau, siger Eriksen.

- De er et utroligt mandskab, som har en hel del gode spillere at vælge i mellem. Selvom de fik en skade til Lucas Hernandez, har de mange andre, der kan komme ind, så det er en stærk trup, og derfor de bliver set som en af favoritterne.

Kylian Mbappé har også én evne, som Christian Eriksen godt gad at have.

- Jeg kunne godt tænke mig at være lige så hurtig. Det gad jeg godt prøve, bare lige at være lige så hurtig. Det kunne være sjovt, siger danskeren med et smil.

Om franskmanden så vil have en egenskab den anden vej, er Eriksen ikke så sikker på.

Se og hør en del af interviewet med Christian Eriksen herunder.

Ny struktur har hjulpet Mbappé

Da det danske landshold i starten af juli tog til Paris, slog franskmændene og derefter gjorde det samme i Parken i slutningen af september, var det et fransk hold, der spillede anderledes, end hvad vi så mod Australien i holdets VM-åbningskamp.

Tilgangen har ændret sig en smule, og de har skiftet formation. Den nye måde at spille på er et godt match til Mbappé, ifølge landstræner Kasper Hjulmand.

- Det er et af verdens bedste hold, og de har fundet en ny struktur, som passer rigtig godt til de typer, de har med. De kommer meget mere frem nu. Det er lang tid siden, jeg har set Mbappé have så bred en position på banen. Med ham og Ousmane Dembélé har de vel to af de hurtigste wings i verden.

Men det er ikke kun i den brede position på fløjen, at danskerne skal være opmærksomme på den lynhurtige franskmand.

- Han kan godt lide at gå ned i banen og få bolden. Når han så har spillet den fremad, eksploderer han, siger Kasper Hjulmand.

- Vi skal hele tiden være med og en gang imellem følge ham ned i banen – uanset hvilket system vi spiller – og være hård på ham, så han har ikke får vendt.

Franskmanden har gang på gang vist, at han kan løbe fra de fleste forsvarsspillere, lige meget om det er hjemme i den franske Ligue 1 eller i Champions League.

Derfor bliver det en stor opgave, der venter for enten Rasmus Nissen Kristensen, Daniel Wass eller Alexander Bah, som formodes at skulle dække pladsen som højre back eller wingback for danskerne.

Og den opgave er et af fokuspunkterne for Kasper Hjulmand frem mod kampen.

- Vi er nødt til at holde et meget vågent øje med specielt Mbappé i vores egen højre side, hvor vi hele tiden skal samle ham op, så han ikke får mulighed for at løbe på os. Først og fremmest skal vi sørge for at være i positioner, hvor vi kan forsøge at lukke ham ned.

Gode erfaringer at trække på

Heldigvis har det danske forsvar vist, at de kan stå imod, når Kylian Mbappé kommer bragende afsted. Det er ikke lykkedes fænomenet at score eller lægge op til mål i de tre kampe, han har på cv’et mod Danmark.

Ifølge Christian Eriksen kan det skyldes, at indstillingen har været helt rigtig, når det danske landshold har krydset klinger med franskmændene.

- Vi er kyniske på de rigtige tidspunkter, og det er meget vigtigt mod så stor en modstander, som vi også ved kan være kyniske den anden vej. Specielt i Parken senest spillede vi en rigtig flot kamp, siger Christian Eriksen.

Kylian Mbappé i en dansk sandwich bestående af Rasmus Nissen Kristensen og Joachim Andersen i kampen i Parken den 25. september 2022. Danmark vandt som bekendt med 2-0. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det er Kasper Hjulmand enig i og peger på, at Mbappé alligevel er en svær størrelse.

- Jeg synes, vi lavede en rigtig god kamp i Parken, og stadigvæk havde han to store chancer, som han burde score på, så man kan ikke lukke det hele ned.

Med målet og assisten mod Australien nåede Kylian Mbappé op på 29 scoringer og 22 assist i 60 landskampe.

Om det lykkes det danske landshold at holde snor i Kylian Mbappé og de andre franske stjerner kan du følge med i på DR Lyd, i din radio på P4 eller på dr.dk. Kampen begynder klokken 17. Den kan ses på TV 2.