Ét ord går igen efter Danmarks nederlag til Frankrig: 'Skuffelse'

Alle var skuffede efter det sene nederlag mod Frankrig ved VM.

Danmark har nu et point efter to kampe. (Foto: © TOLGA BOZOGLU, Ritzau Scanpix)

Det lignede længe, at Danmark havde spillet en klog kamp, brugt hovedet og måske endda spillet sig til et enkelt point mod Frankrig.

Men så dukkede superstjernen Kylian Mbappé op som trold af en æske og straffede danskerne, da han sendte det afgørende mål i nettet.

Nærmest med låret skovlede han bolden ind til 2-1 fem minutter før tid og sikrede Frankrig sejren.

Træls, men den slags risikerer du, når du spiller mod verdensklassespillere, siger Jesper Lindstrøm.

- Frankrig skal bruge én chance, og så er der mål.

- Så ja, jeg er pisseskuffet.

Skuffet er også ordet Joachim Andersen bruger, inden han kalder Frankrigs sidste mål for 'heldigt'.

- De formår at score, når de har chancerne. Vi skal også lave flere mål. Det er vigtigt at være kynisk i fodbold, siger han.

Scenariet er okay

Ja, det var langt hen ad vejen også Danmarks egen skyld, at det endte uden point, lyder det også fra Viktor Nelsson, der havde fået chancen i det centrale forsvar.

- Lige nu står jeg med en stor skuffelse over det sene mål. Det er meget uacceptabel at lukke et mål ind så sent i kampen, siger han og tilføjer:

- Vi skal vinde over Australien over på onsdag. Så scenariet er okay, men lige nu er det skuffelsen over ikke at vinde, der fylder.

Men trods nederlaget og skuffelsen, så er der nogle gode ting at tage med videre, siger Rasmus Nissen Kristensen.

- Kampen i dag avler stadig selvtillid. Finalen er mod Australien, og vi skal tage det gode spil fra i dag med til den kamp. Vi skal tage vores gode defensive arbejde med, men det er bare svært at lukke ned for Frankrigs individualister.

Danmark møder Australien onsdag klokken 16. Opgøret kan ses direkte på DR1, høres i DR LYD eller følges i tekst på DR.dk.