Udlandet reagerer på Danmarks svære VM-start: 'Magien er ikke den samme som under EM'

Tag med på en rundtur til udenlandske mediers skriverier efter 1-2-kampen i fransk favør.

Franskmændene viste i aftes, hvorfor de er verdensmestre. De scorede det afgørende mål til sidst og besejrede Danmark 2-1.

Den danske landstræner, Kasper Hjulmand, var klar i mælet, da han blev interviewet på vej ud af banen.

- Der er altid tider, hvor man skal klemme ballerne sammen og forsvare heroisk i feltet, når man spiller mod Frankrig. Det var et pismål, de fik til sidst, sagde Hjulmand med ansigtstræk lagt i passende, skuffede folder.

Tager man en rundtur på de franske mediers hjemmesider, er det til ingens overraskelse anderledes positive gloser, der bliver hæftet på kampen.

France 24 kalder resultatet for fantastisk og kampen et bevis på deres landsmænds modstandsdygtighed og talent. Ingen fransk beskedenhed her.

Kollegerne på den franske avis L'Équipe glæder sig over, at franskmændene er de første ved årets VM, der indløser billet til ottendedelsfinalerne.

Desuden skriver L'Équipe, at det danske hold var "ikke-eksisterende", indtil Andreas Christensens udligning, der viste sig at være en kortvarig glæde.

"Les Bleu kvalificerede sig til ottendedelsfinalen i VM takket være en double fra Mbappé", skriver Le Figaro.

- Les Bleu kvalificerede sig til ottendedelsfinalen i VM takket være en double fra Mbappé, skriver Le Figaro, som mener, at franskmændene vandt blandt andet på grund af et overskud af energi.

I Italien skriver La Gazetta dello Sport, at VM tilhører Kylian Mbappé, til det modsatte er bevist, og så konstaterer de, at Kasper Hjulmand ikke har en Mbappé.

Det er svært at argumentere imod.

Avisen noterer sig desuden, at "magien omkring det danske hold ikke er den samme som under EM", og holdet har en udfordring med at finde ud af, hvem der skal spille på toppen.

- Cornelius gjorde for lidt, og Braithwaite missede fem centimeter på vendingen, der kunne have ændret kampen.

Den tyske sportsavis Kicker skriver, at "Frankrig kun slingrede kortvarigt mod Danish Dynamite."

"Mbappé undslipper Danmark to gange: Frankrig sikrer ottendedelsbilletten", skriver Kicker.de.

Britiske The Guardian kalder den franske sejr "en magtdemonstration", selv om de også viste svagheder i dele af kampen.

The Guardian mener, at Griezmann på trods af PSG-stjernen Mbappés to scoringer kandiderer til titlen som kampens bedste spiller, mens Ousmane Dembélé var "sensationel på højrefløjen".

- Det viser, hvorfor Mbappé har været så opsat på at lokke Dembélé til Paris.

I Spanien skriver La Marca, at selv om Danmark er ekspert i at gøre det svært for Les Bleus, spillede de en kamp i aften, hvor de var underlegne i halvdelen af kampen.

I videoen herunder kan du se højdepunkter fra kampen mellem Danmark og Frankrig: