Verdensmester sender bredside til Trump: Dit budskab eksluderer folk

Amerikanske Megan Rapinoe opfordrer Donald Trump til at gøre et bedre.

Megan Rapinoe smiler nok ikke kun over et vundet verdensmesterskab - med hende i spidsen er det lykkedes at få mere fokus på ligestilling inden for fodbolden. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

I et stort tv-interview med det amerikanske medie CNN natten til onsdag dansk tid henvendte den nykårede, amerikanske verdensmester i kvindefodbold Megan Rapinoe sig direkte til USA's præsident.

Rapinoe mener, at Donald Trump ekskluderer flere grupper af amerikanere.

- Du har et enormt ansvar som leder af dette land for at tage dig af hver enkelt person, og du bliver nødt til at gøre det bedre for alle, siger Rapinoe i interviewet.

Rapinoe blev spurgt af CNN's tv-vært, hvad hun vil sige til Donald Trump, hvorefter hun kiggede ind i kameraet og sagde:

- Dit budskab ekskluderer folk. Du ekskluderer mig, du ekskluderer folk, der ligner mig, du ekskluderer farvede, du ekskluderer amerikanere, der måske stemmer på dig.

At besøge Det Hvide Hus giver ikke mening

Den amerikanske angriber fik Trump og hele verdens bevågenhed, da hun undervejs i VM-turneringen sagde, at hun ikke ville besøge Det Hvide Hus og Donald Trump, hvis USA skulle vinde turneringen.

Det fik Trump til at svare på Twitter, at Rapinoe burde vinde, før hun talte, og skrive: "Gør arbejdet færdigt!". Hvilket Rapinoe formåede med sit mål i VM-finalesejren over Holland.

Donald Trump har siden hen inviteret Rapinoe og resten af de amerikanske verdensmestre, men i interviewet med CNN afslog Rapinoe nok en gang.

- At tillade Det Hvide Hus at udstille os giver ingen mening for os.

- Der er så mange andre personer, jeg hellere vil tale med og have en betydningsfuld snak med, hvilket ville kunne ændre noget i Washington (amerikansk politik, red.), end at besøge Det Hvide Hus, siger Rapinoe.

Se videoen af de amerikanske verdensmestre, der lander hjemme i USA, herover.

Fodboldspilleren fortalte, at landsholdet i stedet skal mødes med demokraten Alexandria Ocasio-Cortez, Demokraternes formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og Demokraternes mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, i Washington.

Men først skal de nykårede verdensmestre modtages i New York til en kæmpe hyldest. Det populære hold modtages af demokraten og præsidentkandidaten De Blasio.

Rapinoe kæmper for ligeløn og rettigheder

Det amerikanske landshold har med Megan Rapinoe, der er lesbisk, i spidsen brugt slutrunden til at skabe debat ved at kræve ligeløn og sætte fokus på homoseksuelles rettigheder.

For samtidig med at Rapinoe har spillet fodbold på et yderst højt niveau og blev kåret til turneringens bedste spiller, har hun i den grad også kæmpet en anden kamp.

En kamp for ligeløn, flere præmiepenge og mere eksklusive sendetider for kvindefodbold.

Og det har passet angriberen helt perfekt, at slutrunden har handlet om andet end 4-4-2 og VAR.

- Jeg føler, at vi er i gang med at forandre verden, mens vi lever i den, og det er fantastisk, sagde hun ifølge nyhedsbureauet AP, efter at holdet søndag vandt VM-finalen med 2-0 over Holland.

Skal have snak med Fifa-boss

Og noget tyder på, at hun er blevet hørt, når hun blandt andet har brokket sig over, at den samlede præmiesum ved herrernes VM i 2022 er på 440 millioner dollar, mens den for kvinder i år var 30 millioner dollar.

Frankrigs præsident sagde efter USA's sejr, at han vil arbejde for mere ligestilling i præmiepenge.

- Vi skal arbejde progressivt hen imod det. Vi skal gradvist få dem til at nærme sig hinanden, sagde Emmanuel Macron ifølge AP.

Rapinoe og Fifa-præsident Gianni Infantino. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Ved medaljeoverrækkelsen valgte Rapinoe ikke at konfrontere den nuværende Fifa-præsident, Gianni Infantino, på banen.

- Der var et skævt smil. Han ved det godt. Han sagde, at vi skal have en snak. Jeg svarede, at det ville glæde mig, sagde Rapinoe.

/ritzau/

FacebookTwitter