Vi kan nå det endnu: Men hvordan kommer Danmark egentlig videre ved VM?

Trods nederlaget til Frankrig kan Danmark stadig ende med en billet til ottendedelsfinalerne.

Christian Eriksen og Danmark kan fortsat komme videre. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Danmark står i øjeblikket og sopper i vandet på en tredjeplads i VM's gruppe D efter et uafgjort resultat mod Tunesien og et nederlag til Frankrig.

Med ét point efter to kampe begynder det derfor at snerpe til for danskerne, der nu skal vinde over Australien for at gå videre til ottendelsfinalerne ved VM.

Og selv det kan vise sig ikke at være nok. For Tunesien kan komme á point med Danmark, hvis de formår at slå Frankrig i den sidste gruppekamp.

Hvis det sker, så er det målscoren der afgør, hvilket land der går videre.

Med andre ord.

Hvis Tunesien ikke slår Frankrig større, end Danmark slår Australien, så vil det betyde, at Danmark går videre.

Og hvis Tunesien taber til Frankrig, mens Danmark samtidig slår Australien, ja så er Danmark altså også videre.

Make it or break it

- Finalen er mod Australien, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Og det er helt korrekt.

For danskerne kommer ud til opgøret med målet om at vinde, men også med et større pres på skuldrene end håbet.

Derfor er tingene forholdsvis lette at forholde sig til, mener landstræner Kasper Hjulmand.

- Sagen er klar, vi skal ud at vinde den sidste kamp.

- Det er "make it or break it". Men vi er klar, slår han fast.

Det helt vilde scenarie

Og tro det eller ej, så kan det faktisk ende med noget så skørt som en lodtrækning om, hvem der skal videre fra gruppen.

Vi skal langt ud, men det kan ske, at Danmark og Tunesien ender på samme antal point og med samme målscore.

Skulle Tunesien for eksempel slå Frankrig med 3-2, mens Danmark vinder 2-1 over Australien, så er Danmark og Tunesien fuldstændig jævnbyrdige i gruppen.

De har lige mange point. Samme målscore. De har scoret samme antal mål. De har lige mange point i den indbyrdes kamp, fordi de spillede 0-0.

Derfor har de også samme målforskel i den indbyrdes kamp, og de har scoret lige få mål i den indbyrdes kamp.

Herfra skal der tælles fair play-point. Og lige nu har både Danmark og Tunesien begge fået fire gule kort ved VM.

Ender resultatet som nævnt ovenfor, og får Danmark og Tunesien lige mange gule kort, så skal der altså krydses fingre.

Men så langt kommer vi forhåbentlig ikke.

Det hele kan klares med en sejr over Australien, mens Frankrig tager point fra Tunesien.

Danmark møder Australien på onsdag den 30 november klokken 16.00. Du kan se kampen på DRTV, DR1 eller lytte med på DRLyd eller i din radio på P4.