VM i fodbold hvert andet år lyder ikke godt i DBUs ører: 'Først og fremmest skal vi tage hensyn til vores spillere'

Dansk Boldspil-Union er ikke begejstret for forslaget om at afholde VM-slutrunde hvert andet år.

Dansk Boldspil-Union er ikke fortaler for at afholde VM hvert andet år. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Da VM-trofæet i 2018 blev overrakt til anføreren for det franske fodboldlandshold, Hugo Lloris, markerede det ikke bare afslutningen på VM-slutrunden. Det markerede også begyndelsen på fire års venten på at verdens største fodboldturnering atter kunne begejstre verdens fodboldfans.

Men i fremtiden kan den ventetid måske blive halveret. Det er i hvert fald hvad der bliver diskuteret i disse dage hos Fifa, hvor man kigger på om VM-slutrunden skal afholdes hvert andet år fremfor hvert fjerde.

Men planerne om hyppigere VM-slutrunder er ikke sød musik hos Dansk Boldspil-Union.

- Det lyder ikke godt i vores ører, siger administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen.

- Vi har i forvejen en presset kamp-kalender, og er glade for den slutrundestruktur, vi har i dag.

Lige nu spilles der VM hvert fjerde år, mens EM-slutrunden ligeledes bliver spillet hver fjerde år. Dermed er der en stor fodboldslutrunde med potentiel dansk deltagelse hvert andet år.

Det, at der ikke bliver spillet slutrunder oftere, er ifølge Jakob Jensen med til at gøre slutrunderne til noget specielt.

- Vi har lige set, hvordan en slutrunde kan samle og begejstre en hel nation, og selvom vi elsker VM, så synes vi, det er en glimrende idé, at det ligger hvert fjerde år, og at EM tilsvarende ligger hvert fjerde år.

Jakob Jensen er administrerende direktør for DBU og mener ikke at VM hvert andet år vil give nogen mening. 'Hvis man spiller slutrunder oftere, får de en helt anden karakter. Når de ligger hvert fjerde år, ved spillerne, at det er et højdepunkt i deres karriere, som de måske kun kommer til at opleve nogle få gange.' (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Hvorfor ikke sige ja tak til mere eksponering?

Men når nu den netop overståede EM-slutrunde, hvor Danmark spillede sig helt frem til semifinalen, skabte så stor begejstring og opmærksomhed omkring det danske landshold, hvorfor så ikke være glade for idéen om hyppigere slutrunder og mere eksponering?

VM hvert andet år, det må da alt andet lige give bedre økonomiske og kommercielle muligheder hos DBU?

- Vi har mange andre hensyn end de økonomiske. Først og fremmest skal vi tage hensyn til vores spillere, vores klubber og vores produkt. Derfor er vi helt klart imod en VM-slutrunde hvert andet år, siger Jakob Jensen.

Hvis VM bliver afholdt hvert andet år fremfor hvert fjerde, tror du så det på sigt vil være med til at udvande VM som produkt?

- Ja, det tror jeg. Hvis man spiller slutrunder oftere, får de en helt anden karakter. Når de ligger hvert fjerde år, ved spillerne, at det er et højdepunkt i deres karriere, som de måske kun kommer til at opleve nogle få gange, siger DBU-direktøren.

Klubberne siger også nej, men flere forbund siger ja

Det er ikke kun Dansk Boldspil-Union som er lunkne ved tanken om en VM-slutrunde hvert fjerde år. Også sammenslutningen af europæiske fodboldligaer siger nej tak.

- Vi har enstemmigt modsat os ethvert forslag om at der skal afholdes VM hvert andet år, lyder det i en pressemeddelelse fra sammenslutningen af europæiske ligaer, som også indeholder den danske Divisionsforening.

Men selvom VM hvert andet år møder stor kritik i europæisk fodbold, så findes der også forbund, som synes, det lyder som en god idé.

Allerede i juli tilkendegav Det Afrikanske Fodboldforbund (Caf), at forbundet er for ideen, og senest har fem asiatiske nationale forbund, Bangladesh, Maldiverne, Nepal, Sri Lanka, Thailand, ytret sig positivt om ideen.

Facebook
Twitter