Wolfsburg afviser: Vil ikke sælge Bendtner

Wolfsburgs sportsdirektør benægter at Bendtner er på vej til Galatasaray.

Nicklas Bendtner (Foto: © Fabian Bimmer, Scanpix)

BT kunne tidligere i dag berette, at den tyrkiske klub Galatasaray havde lagt et bud på Nicklas Bendtner. Avisen kunne samtidig fortælle, at både Bendtner og hans klub Wolfsburg havde accepteret at indgå forhandlinger om transfer.

Men nu siger Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs, at den historie absolut intet har på sig.

- Jeg har hørt historien om Galatasaray. Hverken jeg eller andre i VfL Wolfsburg har fået noget tilbud fra Galatasaray. Vi er ikke interesserede i at sælge, og hvad vigtigere er, har vi heller ikke bedt om at få tilbud på Nicklas.

- Som vi så i går i kampen mod Schalke, hvor Nicklas gjorde en god figur som indhopper, spiller han en vigtig rolle for os. Vi vil ikke af med ham, for han er god, og vi har brug for ham, siger Klaus Allofs til Tipsbladet.

Bendtner bliver bedre og bedre

Bendtner har endnu ikke figureret i Wolfsburgs startopstilling i denne Bundesliga-sæson, men det er ifølge Allofs ikke ensbetydende med, at klubben vil af med den danske landsholdsangriber.

- Nicklas er inde i sin bedste periode i klubben. Han bliver bedre og bedre, og han er tæt på start-elleveren. Vi står foran en sæson med mange kampe, hvor han kommer til at spille en endnu vigtigere rolle for os end hidtil. Jeg er meget optimistisk omkring Nicklas' fremtidige succes i VfL Wolfsburg, siger Klaus Allofs.

Nicklas Bendtner kom til Wolfsburg forud for sidste sæson. Han har foreløbig scoret tre gange for klubben i denne sæson.